Ny vuggestue halvtom
En ny vuggestue, der åbnede i Brabrand i går, står halvtom, selv om der er mange børn på venteliste
Mens flere hundrede århusianske børn venter på en institutionsplads, er der masser af ledige pladser i splinternye institutioner i det vestlige Århus. Det skriver Jyllands-Posten.
Som led i indsatsen mod de voksende ventelister blev en ny vuggestue på Janesvej 29 A i Brabrand i går officielt åbnet. Men trods ventelisterne er kun 23 af de 40 pladser i vuggestuen besat. Det undrer institutionsleder Ellen Margrethe Christensen.
- Det er lidt ærgerligt, at forældrene ikke giver institutionen en chance, for vi har nogle rigtig gode rammer, siger hun.
Rådmand Flemming Knudsen (S) afviser, at kommunen har bygget for mange institutioner i det samme område.
- Problemet er, at danskerne ikke vil bruge institutionerne, fordi der er for mange fremmede, siger Flemming Knudsen.