Nul fans til udekampe
AGF er nu parat til at gøre som FC København
Den aarhusianske superligaklub AGF er ligesom Brøndby, OB, og AaB nu klar til at følge FC Københavns eksempel og dermed droppe egne tilskuerafsnit på udebane.
Det meddeler klubberne i en pressemeddelsese udsendt af Divisionsforeningen
Mens FCK efter søndagens afbrænding af romerlys i Aalborg allerede har besluttet, at man ikke ønsker et fanafsnit til holdets udekampe, så vil AGF og de øvrige klubber træffe samme beslutning, hvis de oplever problemer med deres udebanetilskuere.
- Såfremt udebanetilskuere fra én af de nævnte klubber udviser uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, vil den pågældende klub tage samme beslutning, som FC København nu har taget, lyder det i pressemeddelelsen, der fortsættes:
- Det indebærer som minimum, at man lukker udebaneafsnittet hos de fire øvrige klubber, der er omfattet af aftalen.
Nyt system skal registrere fans
De fem klubber er samtidig blevet enige om at udvikle et system, der betyder, at tilskuere og fans til udebaneafsnit skal registrere sig med navn og adresse og på kampdagen være i stand til at fremvise legitimation.
AGF, FCK, Brøndby, OB, og AaB er de klubber i Superligaen, der har størst opbakning, når de er på udebane.
Derfor er forslagene ikke blevet drøftet af samtlige klubber i landets bedste fodboldrække.