Nu falder hammeren: Jura i Aarhus har fået øve-retssal
Jurastudiet på Aarhus Universitet har nu fået mulighed for at øve sig i, hvordan man rent praktisk fører proces
Det kan måske være svært at stå i et klasselokale og leve sig ind i en fiktiv retssag, men en del af jurastudiet er nu engang at øve proces. Og det er nu blevet gjort mere livagtigt, efter at jurastudiet i Aarhus har fået sin egen retssal.
- Vi kan bruge den til mange ting. Vi kan bruge den til at forberede de studerende på noget af det, de kommer ud til. En del af dem vil komme i kontakt med retsvæsenet og komme til at stå i en retssal, der faktisk ligner den her rigtig meget, siger Kim Sommer Jensen, der er professor på Aarhus Universitet og har ansvaret for processpil.
Læs også
Hos de studerende bliver retssalen også taget rigtig godt imod.
- Det giver mig mulighed for at udfolde mig både fagligt, men også personligt. Det giver mig mulighed for at modtage en masse feedback, så jeg kan udvikle mig, siger jurastuderende Abed Elmoghrabi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Retssalen er nemlig bare noget andet, end når man står overfor en medstuderende og skal lade som om, at juryen sidder klar.
Læs også
- Jeg synes, det er en fantastisk mulighed for os studerende til faktisk at øve, hvordan det er at være ude i virkeligheden. Det føles som om, at der er lidt mere på spil, så man tager sig lidt mere sammen, siger Abed Elmoghrabi.
Det er ikke fordi, at det er nyt, at der skal føres fiktive processer på jurastudiet, men med den nye retssal er forholdene blevet klart forbedret, vurderer.
- Vi har fået forbedret forholdene på den her måde. Vi har også tidligere øvet, men der er det foregået i et almindeligt lokale og dermed ikke helt så virkelighedstro, som i det nye lokale her, siger professor Kim Sommer Jensen.
Se mere i videoen øverst i artiklen.