Nu er den berygtede kussomat tilbage

Tag et billede af dit underliv i kussomaten og vis verden, hvordan kvinders underliv faktisk ser ud

På fredag og lørdag kan du komme helt tæt på den omdiskuterede kussomat på Kvindemuseet i Aarhus. Foto: Kvindemuseet

Den ser uskyldig ud, men den komisk udseende toilet-lignende opstilling har været centrum for ramaskrig.

Nu er den tilbage. Kussomaten. På sin hjemmebane på Kvindemuseet i Aarhus, hvor kvindekroppen på fredag og lørdag sættes under lup i forbindelse med Hearts & Minds Festival.

- Det er en gimmick. Det skal være grænseoverskridende og interessant, og det er kussomaten, siger Julie Rokkjær Birch, museumsinspektør ved Kvindemuseet.

Læs også Museum har brug for din bh

Kussomaten er en fotoboks, hvor man anonymt kan tage et billede af sin kusse, og dermed bidrage til en samling af billeder, som viser, at kvinders kønsorganer ser forskellige ud.

Formålet med at vise kussomaten frem til Hearts & Minds festivalen er at skabe debat og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det er kontroversielt at snakke om kvinders kønsorganer.

- Vi vil skabe en bevidstgørelse om kvindekroppen, og ved at udstille billeder fra kussomaten kan vi vise, hvordan kvinders underliv egentlig ser ud. Det man normalt ser, er typisk i pornofilm, og det er et helt forvrænget billede, siger Julie Rokkjær Birch.

Læs også Kulturkampen diskuterer friblødning

En spørgeskemaundersøgelse i 2009 foretaget af Sex og Samfund viste, at unges utilfredshed med udseendet af deres kønsorganer kom ind på en top fem over aspekter af kroppen, som de ikke kunne forlige sig med. Det var i den forbindelse, at ideen til først bogen ”Kvinde kend din krop” og derefter kussomaten opstod.

- Med kussomaten er vi med til at få kvinder – og ikke mindst mænd – til at reflektere over den måde, de tænker kvindekroppen på. Den er med til at skabe flere nuancer af netop dét, siger Julie Rokkjær Birck.

I 2011 tog kussomaten på Danmarksturné, hvor den indsamlede billeder til årtiets udgave af ”Kvinde kend din krop. I løbet af turnéen var den blandt andet på Roskilde Festival, hvor kvinder i alle aldre og former kunne sætte sig ned og donere et billede af deres underliv.

Og nu er den altså tilbage i Aarhus.