Nordmand er på vej til AGF
Rosenborg-angriber kommer til Aarhus onsdag
Det bliver den 31-årige nordmand Morten Moldskred, der skal være angrebsmakker med Søren Larsen hos AGF i foråret.
Den aarhusianske superligaklub meddeler, at parterne allerede er enige om en kontrakt. Alt der udestår er et lægetjek, som vil blive gennemført torsdag.
- Vi er enige med Rosenborg om et skifte og forventer at få de sidste detaljer på plads med Morten i slutningen af denne uge.
- Han kommer til Aarhus i morgen aften (onsdag, red.), og torsdag skal han gennemgå det obligatoriske lægetjek, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen.
Hvis Moldskreds helbred er i orden, vil AGF og nordmanden sætte deres autografer på en kontrakt.
Den hurtige angriber skabte sit navn i de mindre norske klubber, Hødd, Aalesund og Tromsø og fik i 2009 sin debut på det norske landshold, hvor han har spillet ni kampe.
Året efter skiftede han til storklubben Rosenborg, hvor det dog har knebet med det helt store gennembrud. Otte mål i 37 kampe står
Moldskred noteret for hos Trondheim-klubben.
AGF har længere tid været på jagt efter en forstærkning til angrebet, efter at Peter Graulund sprængte akillessenen i efteråret og formentlig ikke kommer tilbage i denne sæson.