Muligt stenkast på motorvejen efterforskes af politiet
Motorvejen ved Lystrup nord for Aarhus er spærret af i begge retninger grundet et stenkast
Et muligt stenkast på motorvejen har fået Østjyllands Politi til at spærre kørebanen i begge retninger.
- Det drejer sig om en bilist, der har fået ødelagt sit soltag. Soltaget er ødelagt, og vi kan ikke finde en sten, men vi kan ikke udelukke, at det er et stenkast, siger Lars Thede, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet er fortsat massivt til stede med blandt andet to hundepatruljer ved broen i Lystrup, men de har endnu ikke pågrebet en mistænkt.
- Hvis vi ikke finder noget, er det ikke ensbetydende med, at vi siger, at der ikke er tale om stenkast. Vores hunde er dygtige, men ikke 100 procent vandtæt, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Der har heldigvis ikke været nogen personskade, og det er fortsat en mulighed, at der er tale om et uheld.
- Det kan godt lade sig gøre, hvis en tilstrækkelig stor genstand bliver hvirvlet op af et modkørende køretøj, at det kan smadre et soltag, men hvis der er tale om et stenkast, så er det en særdeles alvorligt sag, siger Lars Thede til TV2 ØSTJYLLAND.
OPDATERET: Motorvejen er nu igen åben i begge retninger. Politiet skriver på Twitter, at undersøgelserne fortsætter.