Mikkel kan hente sin anden Oscar-statuette i aften
Den 49-årige filmklipper vandt den eftertragtede statuette som den første dansker i 2021.
Der er mulighed for at få en aarhusianer at se på scenen til aftenens Oscar-prisuddeling i Hollywood. Den 95. udgave af prisfesten, hvor filmbranchen hylder sig selv med statuetter af guld.
Mikkel E.G. Nielsen er nemlig nomineret for sit arbejde som klipper på filmen "The Banshees of Inisherin". Han har tidligere været nomineret og endda som den første dansker nogensinde vundet for sin klipning af filmen "The Sound of Metal" tilbage i 2021.
Filmen "The Banshees of Inisherin" foregår på en lille irsk ø og handler om to livslange kammerater, hvor den ene pludselig ikke længere ønsker at kendes ved den anden.
Til nyhedsbureauet Ritzau siger 49-årige Mikkel E.G. Nielsen om sine egne chancer for at hive endnu en statuette med hjem, at han ikke er videre optimistisk.
- Der er ikke nogen sandsynlighed for, at jeg vinder igen, og det er også fint nok. Jeg synes faktisk, der er nogle af de andre, der fortjener det mere, siger Mikkel E.G. Nielsen.
Han har i øvrigt også vundet to af de hjemlige Robert-priser for sit klippearbejde på filmene "En kongelig affære" og "Kongekabale". Hans første spillefilm var "Anja & Viktor" fra 2001.
Og så er han i øvrigt søn af Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen.
Se det hele på TV2
Foruden Mikkel E.G. Nielsen er to danske film nomineret.
Det drejer sig om "Ivalu", der er instrueret af danske Anders Walter og nomineret i kategorien 'Bedste Kortfilm', og "House Made of Splinters" instrueret af Simon Lereng Wilmont, som er nomineret i "Bedste Dokumentar".
Du kan tage plads i sofaen og kigge med på TV2 fra klokken 21.50, hvor værterne Michèle Bellaiche og Abdel Aziz Mahmoud sammen med en række danske film- og modeeksperter følger aftenens show direkte fra The Dolby Theater i Hollywood, Los Angeles.