Mere støtte til pårørende
Aarhus Kommune og Sind giver mere støtte til pårørende til sindslidende
Det er hårdt for de pårørende, når et familiemedlem er psykisk syg.
Derfor har Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune indgået en samarbejdsaftale med foreningen SIND's pårørenderådgivning i Aarhus.
Pårørenderådgivningen støtter og rådgiver pårørende seniorer, og kommunen bevilger nu 75.000 kroner til foreningens arbejde i en periode på fire år fra 2015 til 2018.
- Det fine i det her samarbejde er, at vi som kommune rækker ud til de mange gode kræfter, der er i Aarhus. Kræfter der arbejder for samme mål som os, nemlig at Aarhus skal være en god by for alle. Også når sygdommen rammer, siger Jette Skive, der er rådmand for Sundhed og Omsorg, i en pressemeddelelse.
Samarbejdet har stået på i flere år, men den formelle samarbejdsaftale sikrer sparring og udveksling af erfaringer, som på sigt kan føre til nye tilbud til de pårørende.
- Pårørende til et familiemedlem med psykisk sygdom har ofte et stort behov for at tale med nogen om familiens situation, få viden om psykisk sygdom og en dialog om det særlige forhold at være pårørende. Vores ønske er at styrke den pårørende og dermed hjælpe hele familien, siger Niels A. Poulsen, leder for SIND Pårørenderådgivning, i meddelelsen.