- Måske er vi for store
Festuge overvejer at skære i arrangementerne
Festuge er efterhånden blevet så stor, at der er grund til at overveje, om der er for mange tilbud, der stritter i alle retninger.
Det erkender festugens chef, Jens Folmer Jepsen, samtidig med, at årets festuge, nummer 50 i rækken, går ind i sin sidste weekend.
- Vi er pålagt en forpligtigelse til at tage en masse eksterne ting med i programmet, som kan være med til at gøre det hele en anelse uoverskueligt, siger han.
- Det er en helt berettiget kritik, at 1200 forskellige arrangementer på ti dage i den samme by måske er for meget. Heraf er det måske kun de 300, festugen selv står bag, siger festugedirektøren.
Afviser kritik af musikprogram
Til gengæld afviser han kritikken af, at jubilæumsfestugen har savnet internationale hovednavne og pejlepunkter. Festugen ligner mere og mere en lokal byfest frem for den store nordiske kulturfestival, den gerne ser sig selv som. Det har blandt andet den tidligere festugeleder Trevor Davies påpeget.
- Hvad er det for nogle hovednavne, kritikerne efterlyser? Vi skal jo ikke bruge otte millioner kroner på en Elton John-koncert, for så er der ikke råd til andet. Den der Ghita Nørby-effekt, hvor folk køber billet til en forestilling, uanset hvad det er, bare på grund af et bestemt navn, gider vi ikke gå efter, siger Jens Folmer Jepsen.
Skaber nye bybilleder
I stedet peger han på, at festugen i år blandt andet har sat markante fysiske aftryk i bybilledet med en arkitekturfestival. Den har skabt helt nye byrum og vendt op og ned på, hvordan den normalt hektiske Banegårdsplads ser ud og skabt en stor Central Park mellem rådhuset og Musikhuset.
- På det område er vi på international forkant, og det vil vi arbejde videre med næste år, siger han. Også rent musikalsk er han stolt af festugen som blandt andet åbnede med en gratis friluftskoncert med TV-2 og Thomas Helmig i Mindeparken.
Økonomisk hænger festugen, som årligt besøges af omkring 500.000 gæster, fint sammen i år ikke mindst takket være næsten udsolgte huse til natcabaréen i Tivoli Friheden. Den tegner sig for over 50 procent af festugens billetsalg rent økonomisk.