Mangel på pædagoger: Hel institution står tom
Det kniber flere steder med at ansætte nok pædagoger. Det har fået Aarhus Kommune til at ændre pasningsgarantien, så børn nu kan blive tilbudt pasning langt fra deres hjem.
I Idrætsbørnehuset Hoppeland i Risskov er der masser af plads til overtøj og gummistøvler på de tomme pladser i garderoben. Men børnehaven kan ikke tage imod flere børn, fordi de mangler personale.
Faktisk står hele tre stuer tomme. Pædagogisk leder Bettina Skriver har ellers forsøgt at ansætte flere pædagoger tre gange, men uden held.
- Der er bare færre, der søger, og vi har jo brug for de rigtige, siger Bettina Skriver, der ellers gerne ville åbne en ekstra stue til vuggestuebørn.
Pædagogerne i Risskov er ikke de eneste, der kæmper for at finde personale. I Beder-Malling står en hel institution lige nu tom, fordi Aarhus Kommune ikke har kunne besætte stillingerne.
Noget, der får stor betydning for børnene og deres forældre, oplyser Ann Olivia Keblovszki, chef for pladsanvisning i Aarhus Kommune.
- Vi kommer til at mangle pladser, i forhold til hvor mange der søger. Derfor bliver vi nødt til enten at anvise forældrene til andre områder tæt på eller til andre pladser i garantidistriktet, siger Ann Olivia Keblovszki.
Risikerer at blive sendt langt væk
I Aarhus Kommune er der otte garantidistrikter, og pasningsgarantien er opfyldt, når alle børn bliver tilbudt en plads inden for det distrikt, de bor i. Men den garanti bliver nu lagt på hylden.
På et byrådsmøde i Aarhus Kommune onsdag blev det nemlig vedtaget, at pasningsgarantien ændres i et år, så forældre ikke længere er garanteret en institutionsplads til deres børn inden for garantidistriktet, men i stedet kan blive tildelt en plads i hele kommunen.
Dog lover Louise Lingren Louring (V), medlem af Børn- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune, at langt de fleste børn fortsat vil blive henvist til tilbud inden for garantidistriktet.
- Forældrene kan regne med, at cirka 95 procent af børnene fortsat vil blive placeret tæt på deres hjem. Men vi har et fåtal, hvor udfordringen er så stor, at vi er nødt til at tilbyde en anden placering, siger Louise Lingren Louring.
Frem mod 2030 forventer Aarhus Kommune at komme til at mangle op mod 1100 pædagoger, og i Idrætsbørnehuset Hoppeland i Risskov er pædagogisk leder Bettina Skriver indstillet på at kigge i nye retninger efter personale.
- Vi begynder at kigge på andre faggrupper, hvis ikke vi kan få nok pædagoger, og det tror jeg, vi skal gøre fremadrettet, siger Bettina Skriver.