Mand mister livet i brand
Politi fandt beboer i lejlighed død i forbindelse med brand.
En mand mistede sent onsdag aften livet i forbindelse med en lejlighedsbrand i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi får en anmeldelse om røg i opgangen, og vi tager derud sammen med brandvæsenet. Da vi kommer frem, finder vi desværre lejlighedens beboer død, siger vagtchef Morten Bang Rasmussen.
Branden brød i en lejlighed på Langelandsgade i det centrale Aarhus.
Beboere måtte vente på gaden
Vagtchefen oplyser, at den afdøde er en ældre mand, men kan tidligt torsdag morgen ikke komme det nærmere.
Der er ifølge politiet intet, der tyder på et kriminelt forhold.
Det var ikke nødvendigt at evakuere de øvrige beboere i opgangen, men de måtte dog stå ude på gaden, mens brandmænd luftede ud i opgangen.
Politiets teknikere vil torsdag undersøge lejligheden, hvor branden brød ud, nærmere for at finde ud af, hvor og hvorfor branden startede.
Branden blev anmeldt til politiet kort før klokken 22.30 onsdag aften. Ingen andre kom til skade i forbindelse med branden.