Mand forsøgte at lokke 11-årig ind i bil med slik
En mand forsøgte i går at lokke en 11-årig dreng ind i sin bil med slik, nu efterlyser politiet manden
I går forsøgte en mand at lokke en 11-årig dreng ind i sin bil omkring kl. 18.00 på Rundhøj Allé i Højbjerg. Manden forsøgte at lokke drengen ind i bilen med slik.
- Drengen fortæller, at en fremmed mand parkerer i en bil tæt på, hvor han går. Manden kommer over til drengen, og spørger ham, om han ikke vil med ind i bilen og have noget slik. Han siger til drengen, at han kender hans forældre, fortæller Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
Drengen løb hjem til forældre
Den 11-årige dreng lod sig ikke lokke og skyndte sig i stedet hjem til sine forældre.
- Drengen var ikke tryg ved at gå ind i bilen, så han fortalte manden, at han ville fortælle det til sine forældre eller politiet, siger Jakob Christiansen.
Drengen skyndte sig at løbe væk, og manden gik ind i bilen og kørte derfra. Herefter modtog Østjyllands Politi anmeldelsen.
Læs også
- Drengen har reageret fuldstændig, som han skulle.
Der har tidligere været anmeldelser af børnelokkere, men Østjyllands Politi mener ikke, at det er samme person, da signalementet er helt forskelligt.
Læs også
- Først og fremmest er vi ved at efterforske sagen for at finde ud af, hvad der er sket. Vi tror ikke, at det har sammenhæng med tidligere episoder. Det lyder ikke som den samme person, og intet tyder på, at de skal have noget med hinanden at gøre.
Ingen grund til at bekymre børn
Østjyllands Politi mener ikke, at der er nogen grund til at bekymre børn eller forældre, men det er en god idé at have snakket med sine børn om, hvad man gør, hvis en fremmed henvender sig.
- Der er ingen grund til at skabe frygt eller bruge konkrete episoder overfor børnene, men det er en god idé at fortælle, at man ikke går med en fremmed, at man skal løbe væk, hvis man er utryg og få fat i en voksen, fortæller Jakob Christiansen.
Østjyllands Politi ved endnu ikke, hvem manden er, men han ønsker at komme i kontakt med nogen, der har set eller ved noget på telefon 114.
Drengens signalement af manden
Sort, langt hår til midt på ryggen - måske i en hestehale
Cirka 175 centimeter
Mørk i huden
Blå/lilla mærke under højre øje - ligesom et blåt mærke
Iført læderjakke med pigge i metal på skulderen og sorte cowboy-agtige bukser
Talte dansk med accent
Kørte i sort bil med sorte vinduer. På eller over dækkene stod der nogle bogstaver