Landstræner får "debut" i Aarhus
Danmark tager i aften mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen
Lægterne bliver fyldt med glødende fans i en udsolgt Ceres Arena i Aarhus, når Danmark i aften tager imod Tyrkiet i EM-kvalifikationen, og det bliver Klavs Bruun Jørgensens første kamp i spidsen for landsholdet, hvor der er vigtige point på spil.
- Det bliver godt at komme i gang. Nu har vi fået trænet en del og prøvet at få implementeret nogle nye ting: At det rent forsvarsmæssigt er meget offensivt, og at det rent angrebsmæssigt er et lidt mere isolerende spil, hvor vi gerne vil bringe vores fintestærke spillere i nogle én mod én-situationer.
- Så det bliver sjovt at se, hvordan det fungerer i en betydende landskamp, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.
Efter opgøret mod Tyrkiet går turen til Portugal, hvor Danmark spiller søndag eftermiddag, og dermed er der rig mulighed for under vigtige omstændigheder at teste de ting, holdet har trænet på det seneste.
- Pigerne virker helt klar til opgaven, og det har man også kunnet se til træning, hvor der virkelig er blevet gået til stålet. De er meget opsatte på at lave et par gode resultater i de kommende kampe, så jeg kan ikke forestille mig, at spændingsniveauet kunne være meget bedre, siger landstræneren.