Kusse-automat skal gøre op med snævert porno-look

Porno giver et stereotypt billede af kvinders kønsorganer, og det kan have konsekvenser for især unge kvinder.

Fotoboksen Kussomaten har været på turné flere gange. Billedet her er fra dens jomfruoptræden på Goethe Instituttet i København. Foto: Jeanne Kornum - Ritzau Scanpix

- Kvinder ser ikke hinandens kønsdele på samme måde som mænd. Når kvinder ser andres kvinders kønsdele, er det typisk i porno, og her er modeidealet det glatbarberede look og små kønslæber.

Sådan lyder det fra museumsdirektør for Kvindemuseet Julie Rokkjær Birch, der mener, at pornoens verden (på flere måder) udgør et problem for kvinder. 

Læs også Daniel søger pornofilm til sine venner i fængslet

Det gælder ikke mindst et ensidigt billede af kvindens kønsorgan som en lille, lyserød revne - der typisk tilhører en trimmet krop med store bryster. 

Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch vil gerne slå et slag for Kussomaten. Hun bruger i øvrigt selv ordet "kusse" om kvindens vagina.

Jagten på små kønslæber

I en nylig video på Kvindemuseets facebookside giver Julie Rokkjær Birch udtryk for, at porno-looket er stærkt bidragende til, at flere og flere unge kvinder får opereret deres indre kønslæber mindre.

At et stigende antal unge kvinder jagter små kønslæber, bekræfter en større undersøgelse af danskernes seksuelle viden og holdninger, Projekt Sexus, af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet.

Porno giver et meget stereotypt billede af seksualitet. Typisk har manden en stor pik, og det er ham, der bestemmer.

Julie Rokkjær Birch, Kvindemuseet

Undersøgelsen viser, at der fra 2016 til 2018 er sket en fordobling i antallet af den type operationer på landets offentlige hospitaler.

Flere privathospitaler, blandt andre Aros Privathospital i Aarhus, bekræfter over for TV2 ØSTJYLLAND, at operationerne i markant stigende grad er populære blandt unge kvinder. 

Det er et team bag den legendariske håndbog "Kvinde, kend din krop", der har udtænkt Kussomaten. Foto: Kvindemuseet

Ifølge sexolog Lene Søe bliver unge kvinder dog ikke nødvendigvis lykkelige af at blive opereret forneden.

- Det er ofte et symptom på, at de tror, de skal se anderledes ud for at blive elsket. De tror, at de er mere værdifulde, hvis de ændrer noget ved deres krop. Udfordringen er, at når de har fået lavet operationen, kan de måske være stolte af det, men så er det bare noget nyt, de skal have lavet om, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Kussomaten: Hylemorsomt og dybt seriøst

I videoen på Kvindemuseets facebookside slår Julie Rokkjær Birch et slag for Kussomaten, der i dag er en del af den faste udstilling på museet.

Kussomaten kan beskrives som halv stol, halv pasfotomaskine. Her kan kvinder anonymt sætte sig, knipse et billede af deres kønsorganer og dermed bidrage til en billedsamling på kussomat.dk

Idéen med Kussomaten er at vise, hvor forskellige kvinder ser ud forneden, og at intet er rigtigt eller forkert. 

- Der er mange, der har prøvet Kussomaten, mens den har stået hos os, og det er kvinder i alle aldre. Jeg har også prøvet den. Pointen er ikke at se sig selv, men at se sig selv blandt andres kønsorganer, siger Julie Rokkjær Birch til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Kussomaten er et oplysningsprojekt, men den er også en happening. Den er på den ene side hylemorsom, men projektet er dybt, dybt seriøst.  

Kvindemuseets fokusområde er kønskultur med afsæt i kvindehistorie, "herunder ændringer i kønnenes vilkår og relationer over tid".  Foto: Kvindemuseet

Tryghed og tillid

Det er i det hele nemt for unge at komme til at føle sig forkert, når det gælder seksualitet, lyder det.

- Unge mennesker har enormt svært ved at finde hoved og hale i deres kropsforståelse og seksualitet. De ser meget porno, og porno giver et meget stereotypt billede af seksualitet, siger Julie Rokkjær Birch og fortsætter:

- Men vores kroppe er jo vidt forskellige, og med det ensidige normalitetesbegreb, som vi ser i reklamer og porno, kan man hurtigt føle sig forkert. Og seksualiteten rummer mange flere nuancer og perspektiver omkring identitet, kærlighed, tryghed og tillid.

Hvis man som gæst på Kvindemuseet får taget et billede i Kussomaten, bliver det som udgangspunkt ikke en del af den eksisterende billedsamling på kussomaten.dk, lyder det fra Julie Rokkjær Birch. Foto: Jeanne Kornum - Ritzau Scanpix

Ifølge sexolog Lene Søe er det ret udbredt, at porno fører til problemer i folks sexliv. Det kan eksempelvis være for hård sex eller præstationsangst. 

- Pornoindustrien skaber et totalt forvrænget billede af virkeligheden. Porno viser nogen, der er blevet opererede for at se lyserøde ud dernede, og så kan unge kvinder tænke, at de er forkerte, fordi de ikke ser sådan ud, siger Lene Søe til TV2 ØSTJYLLAND.

Som videoen her viser, er det ikke kun kvinder, der kan have det svært med, hvad de har mellem benene. 

Det er et team bag den legendariske håndbog "Kvinde, kend din krop", der har udtænkt Kussomaten. 

Kussomaten blev skabt af fire kvindelige ingeniørstuderende i 2011, og samme år fungerede den som happening ved Roskilde Festival. 

Billederne fra Kussomaten er blevet set af omkring en million mennesker.