Kritik: Letbane løser ikke problem
LA-byrådsmedlem og ekspert mener ikke, at Letbanen løser trafikale problemer i myldretiden
Store dele af vejsystemet i og omkring Aarhus er overbelastet i myldretiden.
Der er lange køer hver morgen, og blandt andet derfor bliver der brugt tre milliarder på Letbanen.
Men løser Letbanen overhovedet problemerne med trafikken ind og ud af Aarhus? Nej, siger byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen fra Liberal Alliance.
- Letbanen skaber en mere fleksibel kollektiv transport, og den gør måske noget godt for dem inde i byen, men den løser ikke de problemer, vi har, med at få biler ind og ud ad vejen, siger han.
- Aarhusianerne fortjener at få at vide, at Letbanen ikke løser problemerne, siger Lars Boje Mathiesen.
Anker Lohmann-Hansen er trafikforsker, og han bekræfter, at Letbanen ikke i tilstrækkelig grad vil løse problemet.
- Det er fordi, der er så ganske få, som ændrer transportvaner, selv om Letbanen giver et bedre transporttilbud. De nye rejsende vil i høj grad være nogle man tager fra den eksisterende kollektive trafik, siger han.
Du kan se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.