Kriminaliteten styrtdykker i Gellerup
Det belastede boligområde har nedsat kriminaliteten med cirka 35 procent siden 2007
Gellerupparken i Aarhus er blevet et mere trygt og sikkert sted at være. Succesopskriften er en blanding af det lokale politi, kommunen og de boligsociale aktører. Det viser en ny undersøgelse, som Center for Boligsocial Udvikling har lavet.
Det er et stærkt kriminalpræventivt samarbejde i Gellerup/Toveshøj, som har knækket kriminalitetskurven i det belastede område. En af årsagerne hertil er politiets indsats over for de unge.
Siden 2007 har politiet været mere synlige og opsøgende. Betjentene kender de unge, og det skaber respekt mellem politiet og de unge, konkluderer rapporten.
- Men det er ikke en snuptagsløsning, for tillid og et velfungerende kriminalpræventivt samarbejde tager tid at opbygge, siger projektleder Klavs Odgaard Christensen, Center for Boligsocial Udvikling, i en pressemeddelelse.
I Gellerup har man desuden skabt et særligt beredskab, der består af både politi og beboere fra området. Hvis der er optræk til optøjer, samles beredskabet inden for en time og afgør, hvordan situationen skal håndteres.
Politiet har også været gode til at kommunikere med beboerne, lyder rapporten. Det er vigtigt for at undgå, at forkerte oplysninger eller falske rygter cirkulerer rundt i boligområdet.
Den positive udvikling i Gellerup/Toveshøj skyldes også i høj grad beboerne. Der er en udbredt uformel social kontrol, hvor beboerne tager vare på hinanden og fælles faciliteter ved at holde øje med, at der ikke begås ulovligheder. Også de mange foreninger og aktiviteter i området giver liv og menes at bidrage til at mindske kriminaliteten.
Ifølge rapporten kan Gellerupmodellen udmærket overføres til andre udsatte boligområder i Danmark.