Kontrol gennem brevsprækken
Betjente talte sutsko i entréen
Et ægtepar fra Aarhus klager nu over 2 betjente, der alene ved at kigge gennem brevsprækken konkluderede, at ægteparret ikke boede sammen. Det skriver DR Østjylland.
Den konklusion kom til at koste måneders ekstra ventetid for ægteparret.
Kvinden ægtede i 2010 en mand fra Tyrkiet, men der gik mange måneder, før Udlændingeservice gav lov til familiesammenføring.
Kvinden siger til DR Østjylland, at hun tror det skyldes to betjente hos Østjyllands Politi. På vegne af Udlændingestyrelsen skulle betjentene kontrollere, at parret virkelig boede sammen. Derfor troppede de op på to uanmeldte besøg med tre dages mellemrum.
Ét par brune hjemmesko
Da ingen lukkede op, kiggede de gennem brevsprækken og konstaterede blandt andet, at der kun var ét par brune hjemmesko i gangen.
Desuden mente betjentene, at lejligheden ikke bar præg af hygge. Det fik betjentene til at konkludere i en rapport til Udlændingeservice, at "umiddelbart kan det således konstateres, at der tilsyneladende ikke finder noget samliv sted".
Ifølge DR Østjylland vil politidirektør Jørgen Ilum fra Østjyllands Politi ikke udtale sig om den konkrete sag.
- Vi må afvente og se, hvad klagesagen ender med, og så vil vi
selvfølgelig tage action på det der efter, siger han til radioen.