Kongelig fødselsdag kommer sjælden padde til gode
I anledningen af kronprinsessens fødselsdag sætter WWF gang i fire biodiversitetsprojekter. Et af dem ligger i Geding-Kasted Mose udenfor Aarhus.
Verdensnaturfonden, WWF, sætter gang i fire projekter i anledning af kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag.
Et af dem ligger her i Østjylland, nemlig Geding-Kasted Mose nordvest for Aarhus. Her etableres der vandhuller, som skal være levesteder og yngleområder for den truede løvfrø.
Det er en lillebitte frø, som kan leve i træer og buske.
- Kasted Mose er et stort kommunalt naturområde, som er blevet genskabt, fortæller Lars Eg Hoppe, biolog i Aarhus Kommune og projektleder.
Ideelle forhold
I forvejen går robuste racer som exmoor-ponyer og gallowaykvæg på det 130 hektar store område, og de er med til at holde vegetationen nede omkring vandhullerne, så frøerne kan få gode forhold til at yngle, og der kommer lys til nye planter.
- Det er guf for insekter og sommerfugle og så videre, siger biologen.
De øvrige projekter ligger på Sydsjælland og ved Vadehavet, og så skal der udsættes fiskebørnehaver flere steder.
Ved Aarhus er projektet altså også på land og kommer truede arter til gode.
- Vi er i gang med at lave et stort biodiversitetsprojekt, som er et bredspektret projekt, hvor vi gavner mange arter og naturtyper. Mosen udgør et areal på cirka 130 hektar, og det gode ved det er, at vi både har bakkede og mosede arealer, fortæller Per Ravn, biolog og projektleder i WWF for Gering-Kasted-projektet.
Sammen med kvægene og ponyerne er alle forudsætninger for et godt biodiversitetsprojekt dermed på plads.
- Donationen betyder, at vi kan gøre noget for to sårbare og truede dyrearter i Aarhus Kommune. Det er markfirben og løvfrø. Vi laver 15 nye paddesøer for løvfrøen og stensætninger og grusbunker for markfirbenene, siger projektlederen.
Det er med til at forbedre biodiversiteten i området i det hele taget og er også et led i den politik, som Aarhus Kommune har for at udvikle biodiversiteten.
Løvfrøen findes i det meste af Danmark, og næste step i Kasted er i juni at udsætte de første løvfrøer og -haletudser. Projektet afsluttes i 2024, og her forventer projektlederne at have 150-200 løvfrøhanner.
Løvfrøen findes syd for Aarhus, og det er her, man vil flytte nogle af dem længere nordpå fra.