Kommune: Mal med kærnemælk
Beboere i Finnebyen vrede over lokalplan
Beboerne i Finnebyen i Aarhus raser over den kommunale nidkærhed i en ny kommunalplan, der vil regulere helt ned til krav om tilsætning af uhomogeniseret kærnemælk til den maling, som smøres på husene, skriver Århus Stiftstidende.
Egentlig havde beboerne i 2007 blot bedt om en plan der forhindrede, at supermarkedskæden Lidl opkøbte et antal ejendomme for at opføre en butik i området, samt indeholdt et krav om at alle huse forsat skulle være beklædt med klinkebelagt træ.
Men nu ligger der en plan på bordet, der ud over kærnemælken også beskæftiger sig med højden på hækkene og antallet af småhuse i området.
- Kommunen går også op i, hvor høje ting må være. De er helt perfide og vil ikke rykke sig på det. Det virker som om, de synes, vi skal være en museumsby, som den var i 1948, siger Henrik Faaborg, der er formand for grundejerforeningen for de 122 ejendomme i området til Århus Stiftstidende.
Byrådet behandler den nye lokalplan i morgen, onsdag
- Jeg troede den lokalplan var skrinlagt for længst. Vi har ikke hørt noget fra kommunen de sidste to år, og derfor kommer det helt bag på mig, at den nu skal i byrådet, som du fortæller mig, siger han til Stiftstidende