Jacob frustreret over placering af ny daginstitution: - Hul i hovedet

Placeringen af byens nye daginstitution skaber debat i Malling. Tilflytterfamilie forstår ikke, hvorfor den ikke bliver placeret i sydbyen, hvor der lige nu bliver bygget på livet løs.

Et helt nyt villakvarter er ved at dukke op i det sydlige Malling. Gravkøerne er i fuld sving på udstykningen i Serinedalen, og til juli regner Jacob Bertelsen og familien med at flytte ind i deres nybyggede hus.

De havde forventet, at der inden for få år ville komme en daginstitution 100 meter fra deres nye hjem. Her har Aarhus Kommune allerede reserveret en grund, som er øremærket til formålet.

quote Det vil være langt nemmere bare at kunne tage barnevognen, trille over og aflevere ham.

Jacob Bertelsen, forælder, Malling

Men byrådet har vedtaget, at der skal bygges en ny institution på Mallinggårdsvej i den nordlige del af byen. Her ligger byens øvrige institutioner i forvejen. Beslutningen betyder, at der går længere tid, før der kommer en daginstitution i nybyggerkvarteret i syd.

- Det er lækkert, at vi får en institution i Malling, og jeg vil da hellere køre til den anden ende af Malling, end jeg vil køre til Beder eller Højbjerg. Men når det er sagt, vil jeg langt hellere have den hernede, siger Jacob Bertelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det virker lidt hul i hovedet at lægge det oppe i den anden ende. Det er selvfølgelig fint, at der kommer en institution mere, men hvor lang tid går der så, inden den institution, der er skemalagt hernede, kommer? Det er ikke til at vide, om der går fem eller ti år ekstra, siger han.

Serinedalen er det grønne område på kortet i det sydlige Malling. Byens nuværende institutioner ligger i den nordlige del af byen - og her kommer den næste daginstitution også til at ligge.
Serinedalen er det grønne område på kortet i det sydlige Malling. Byens nuværende institutioner ligger i den nordlige del af byen - og her kommer den næste daginstitution også til at ligge.

I september erkendte Aarhus Kommune, at der skulle flere institutionspladser til byen. De kommende år vil endnu flere familier nemlig flytte til Malling.

Jacob Bertelsen havde håbet, at han kunne undgå at skulle køre tre kilometer med sin søn, Adam, for at få ham i institution.

- Det medfører noget mere kompleksitet. Vi skal pakke Adam ned og pakke ham op igen. Han skal ind og ud af bilen. Det vil være langt nemmere bare at kunne tage barnevognen, trille over og aflevere ham og så hente ham på samme måde igen senere, siger Jacob Bertelsen.

Er det ikke lidt forkælet, at I vil have en institution lige ved siden af, hvor I bor?

- Jo, det kan man godt sige. Men er det ikke også lidt dumt, at man lægger den oppe ved alle de andre, når der nu er plads hernede, og når der er en masse børnefamilier hernede, som vil få god brug af den?

Lige nu er Adam blot seks måneder gammel. Familien regner med, at han skal i institution til august.
Lige nu er Adam blot seks måneder gammel. Familien regner med, at han skal i institution til august.

V vil flytte byggeriet

Hvis det står til Venstre, skal beslutningen om at bygge på Mallinggårdsvej laves om. Børne- og ungeordfører Louise Louring (V) vil i stedet bygge i Serinedalen, selvom det forsinker åbningen af institutionen med cirka et år.

- Det her kommer til at påvirke rigtigt mange mennesker, så jeg synes virkelig, at det er den bedste beslutning at vente lidt længere for til gengæld at få den rigtige placering, siger Louise Louring til TV2 ØSTJYLLAND.

Louise Louring er ny børne- og ungeordfører for Venstre i Aarhus Kommune, efter Lene Horsbøl gik på barselsorlov i januar.
Louise Louring er ny børne- og ungeordfører for Venstre i Aarhus Kommune, efter Lene Horsbøl gik på barselsorlov i januar.

Da forslaget var på byrådsdagsordenen tilbage i september, stemte Venstre – sammen med resten af byrådet – ellers for beslutningen om ekstraordinært at bevilge en institution i Malling. I beslutningsforslaget stod, at den skulle ligge på Mallinggårdsvej.

quote Det er en rigtigt dårlig idé at lave det om nu.

Malene Kira Printz Brandt, forælder, Malling

- Hvis vi havde vidst, at der var et andet ønske dengang, så ville vi have kunnet træffe en anden beslutning, siger Louise Louring.

Burde I ikke have undersøgt, om der var et ønske om, at institutionen skulle ligge et andet sted?

- Jo, det kan man godt argumentere for. Men der er godt nok mange ting, hvor man ikke lige ved, at der er et lokalt ønske. Og når man så får en håndsudrækning, som vi får nu, så tager vi imod den.

VIDEO: Den nye institution kommer til at ligge her på Mallinggårdsvej. I indslaget kan du høre argumenterne for og imod en flytning af byggeriet.

Holder børnefamilier for nar

Venstres udmelding vækker bekymring hos Malene Kira Printz Brandt, som i flere år har kæmpet for at få en ny institution til Malling. Lige nu kører flere forældre nemlig deres børn ud af byen til institutioner i eksempelvis Beder eller Højbjerg.

Hun er enig i, at det havde været smartere at placere institutionen i sydbyen – men det skulle kommunen have tænkt på noget tidligere.

- Det er en rigtigt dårlig idé at lave det om nu. Jeg synes, vi i mange år har stået herude og manglet pladser. Jeg synes, at et år fra eller til betyder noget, siger Malene Kira Printz Brandt.

Ifølge Malene Kira Printz Brandt fylder manglen på lokale daginstitutionspladser enormt meget for dem, der lige nu har små børn i Malling.
Ifølge Malene Kira Printz Brandt fylder manglen på lokale daginstitutionspladser enormt meget for dem, der lige nu har små børn i Malling.

- Hvis man vil ændre en beslutning, man har truffet for fem måneder siden, så synes jeg, man holder børnefamilierne herude for nar.

Rådmand står fast

Louise Louring (V) vil have beslutningen taget op i kommunens børne- og ungeudvalg. Men rådmand for børn og unge, Thomas Medom (SF), er ikke klar til at ændre i planerne.

- Virkeligheden lige nu er jo, at en del familier kører ud af Malling for at finde pasning. Det antal vil stige væsentligt, hvis vi vælger en anden placering, hvor det tager væsentligt længere tid at bygge. Så det handler først og fremmest om at sikre, at man kan få passet sine børn der, hvor man gerne vil have dem til at gå i skole, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.

Thomas Medom

Rådmanden erkender, at beslutningen betyder, at der går længere tid, før der kommer en institution i det sydlige Malling. Til gengæld garanterer Thomas Medom, at institutionen i Serinedalen er den næste, der bliver bygget, når børneprognoserne viser behov for nye pasningsmuligheder i området.


Mest læste

Mere fra Aarhus

IMG_2807

play Beslutning om solcellepark trækker i langdrag: - Det er en gyser

Madpakke færdig 1

play Politikere i kovending: Vil ikke tvinge ældre til at vælge bestemt madpakke

byretten Randers Retten i Randers domstol pædofilisag

Far risikerer forvarring: Anklaget for voldtægt og overgreb på datter

ulykke horsens20210420_111050

Ramt af lastbil: Kvinde hårdt kvæstet

Covid-19 Live
20210420-132224-7-1920x1177we-kopi

liveblog COVID-19 LIVE: EMA: Mulig sammenhæng mellem J&J-vaccine og blodpropper

20201019-223425-L-1920x1280we

Efterspillet fortsætter: Afgørelse appelleres