Indstilles til dusør: Politiet hylder heltemodig nabo efter brand
En handlekraftig og modig nabo reddede søndag en ældre kvinde ud af et brændende rækkehus. Nu indstilles han til en dusør.
I sidste øjeblik blev en kvinde i 70'erne søndag morgen reddet ud af sit brændende rækkehus i Åbyhøj, oplyser Østjyllands Politi.
- Det er en virkelig, virkelig flot indsats.
Sådan siger vagtchef Rene Ludvig fra Østjyllands Politi om den handlekraftige og modige mand, der søndag trodsede fare og flammer for at hjælpe en ældre kvinde.
Naboen til kvinden på Johannes Ewalds Vej i Aarhus-forstaden Åbyhøj hørte hende råbe om hjælp og gik så i aktion.
Han fik alarmeret naboer om den kraftige brand, og så fik han arrangeret, at der blev ringet 112, før han selv tog affære, oplyser René Ludvig.
- Han løber ind i huset og får hende trukket ud, siger vagtchefen.
Kvinden pådrog sig forbrændinger flere steder på kroppen, ligesom hun blev røgforgiftet. Også naboen fik flammerne at føle.
Kort efter redningen var huset blevet så varmt, at ruderne blæste ud, ligesom betonen slog revner.
- Havde han ikke grebet ind, kunne hun være omkommet. Det er virkelig flot arbejde, siger René Ludvig.
Rækkehuset er totalskadet, og kvinden har pådraget sig slemme forbrændinger og røgskade, hvorfor hun straks blev kørt til hospitalet.
Indstilles til en dusør
- Det er en flot handling, hvor han med risiko for sit eget liv gør denne indsats. Derfor indstiller vi ham nu til en dusør, siger Rene Ludvig.
Han fortæller, at naboen under redningsarbejdet blandt andet har fået lidt 'røgskade'.
Ild i juledekoration
Østjyllands Politi fik meldingen om branden søndag morgen klokken 08.09.
- Selve rækkehuset er totalskadet, og muren ind til en af naboerne er revnet - så varmt, har der været. Så denne nabo skal også genhuses, siger Rene Ludvig.
Den ældre kvinde er ifølge politiet uden for livsfare.
Branden er ifølge politiet formentlig startet ved, at der er gået ild i en juledekoration.