Hvem tager over i AGF?
Jagter direktør, træner og sportschef
Mandag fyrede AGF sportsdirektør Brian Steen Nielsen og samme dag meddelte direktør Jan Christensen, at han stopper i klubben, så snart en ny ledelse er på plads.
Samtidig virker det meget usandsynligt, at Jesper Fredberg fortsætter i rollen som cheftræner. Han bliver formentlig i klubben - men i en anden rolle.
Derfor spekulerer mange AGF-fans nu i, hvem der skal stå i spidsen for genrejsningen af klubben, som er rykket ud af Superligaen efter et forfærdeligt forår.
Både Århus Stiftstidende og Ekstra Bladet mener at vide, at Morten Wieghorst, der har en fortid i FC Nordsjælland og som assistent for Michael Laudrup, var udset og klar på at overtage trænerposten i AGF, så frem klubben var overlevet i Superligaen. Det er den som bekendt ikke, og det rejser tvivl om, hvorvidt Morten Wieghorst stadig er interesseret i jobbet.
Se: Direktør: Derfor siger jeg op
Nuværende direktør i Randers FC, Jacob Nielsen, nævnes af Aarhus Stiftstidende som mulig afløser for Brian Steen Nielsen. Ekstra Bladet nævner den nuværende AGF-spiller, Martin Jørgensen, og den tidligere sportschef i Sønderjyske, Ole Nielsen, som mulige kandidater til jobbet. Avisen nævner også muligheden for, at Jørgen Klinge, der er nuværende kommerciel direktør i AGF, forfremmes og dermed sætter sig i direktørstolen.
Endnu virker det kun sikkert, at gætterierne vil fortsætte frem til den dag, hvor AGF præsenterer det hold, der skal genrejse den aarhusianske fodboldklub og sikre en hurtig tilbagevenden til Superligaen.