Hundredvis af østjyder tændte fakler for Aleppo
Arrangør er overvældet over den store interesse, østjyderne viste onsdagens Aleppo-markering
Tændte fakler, ét minuts stilhed og talere.
I omegnen af 1300 østjyder gik onsdag aften på gaden i Aarhus i bestræbelserne på at få verdenssamfundet til at gribe ind i den blodige og langvarige krig i Syrien.
Netop nu er der meldinger om, hvordan civile henrettes i byen Aleppo, og det var baggrunden for markeringen.
Anne-Marie Lihn fra Aarhus var mødt op på Rådhuspladsen.
- Jeg synes ikke, jeg kan lade være, begrunder hun og uddyber:
- Jeg er selv mor, så jeg kan godt sætte mig ind i – ja, det kan jeg jo dybest set ikke – men jeg kan godt få den følelse af at vide, hvordan en mor kan have det i kulden. Sidde der....og familien er død.
Læs også
Hüseyin Demirezen er en af hovedkræfterne bag arrangementet i Aarhus.
Han glæder sig over, hvordan det har kunnet lade sig gøre at stable det hele på benene på mindre end ét døgn.
- Jeg er fuldstændig forbløffet og positivt overrasket over den aarhusianske solidaritet. Vi havde overhovedet ikke forventet, at der ville komme så mange, siger Hüseyin Demirezen.
Du kan øverst i artiklen se hele indslaget fra Rådhuspladsen i Aarhus.