- Her har folk ikke nogle titler
Digitalt trekløver vinder østjysk lederpris
Den aarhusianske virksomhed Ditmer modtog i går prisen som Årets Ejerleder 2014 i Østjylland.
En pris, som virksomheden fik for sit anderledes lederskab.
Hos Ditmer er der nemlig ikke langt fra direktør til medarbejder, fortæller direktør Morten Ditmer.
I modsætning til de fleste andre virksomheder består ledelsen af et trekløver med Morten Ditmer, Knud Jensen og Johan Bitsch Nielsen. De er alle direktører og står i spidsen for i alt 65 medarbejdere.
Selvom direktørerne hedder direktør af titel, har virksomheden som noget helt særligt gjort en dyd ud af ikke at anvende titler i hverdagen.
- Vi har ikke nogle projektledere eller mellemledere, siger Morten Ditmer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi vil hellere have et underskud af struktur og regler, fordi vi mener, det giver et stort overskud. Når man har regler for alting, så stopper folk med at tænke.
Ditmer lever af at udvikle digitale softwareløsninger til for eksempel virksomheder og kommuner.
Derfor mener de tre direktører, at det er vigtigere at fokusere på medarbejderne og deres potentiale end at tænke på titler.
- Vores succes skyldes vores medarbejdere. Vi synes, det er vigtigt, at alle får mulighed for at udleve det engagement, de besidder, siger Morten Ditmer.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Erhvervsorganisationen Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen som Årets Ejerleder.