Håndboldfest for alle
Fejrer EM i herrehåndbold i Ridehuset
Høj musik, bløde sæder og stormskærme er på programmet i Ridehuset i Aarhus den næste uge.
Aarhus Kommune sætter nemlig alle sejl ind for at få borgerne i håndboldstemning. Byen lægger nemlig bane til en række kampe ved EM i herrehåndbold.
Med gruppespillet overstået, er det nu tid til mellemrunden, hvor Kroatien, Frankrig, Sverige, Polen, Rusland og Hviderusland skal kæmpe om at spille sig i semifinalerne.
Så kom op fra sofaen og fejr europamesterskabet med en masse andre aarhusianere, lyder opfordringen fra kommunen:
- Her har vi skabt en ramme, hvor man kan gøre det i fællesskab. Så hvis man vil ned og have en rigtig god stemning og være sammen om at se Danmarks kampe, så er det her, man kan gøre det, siger Mads Elbrønd, event manager hos Aarhus Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er fri entré alle dage og alle de danske kampe bliver vist på storskærme.
Se et tv-indslag om den aarhusianske håndboldfest øverst i artiklen.