Gymnasieelever lærer at tænke i konflikter
200 unge fra Aarhus Katedralskole deltager fredag i en samfundsfagscamp med besøg af Nils Malmros
Under samfcup 2015-16 skal elever fra Aarhus Katedralskole lære at finde de rigtige konflikter og løsninger på dem. Fredagen bruges på at få inspiration, hvor blandt andre instruktøren Nils Malmros kigger forbi.
- Eleverne skal lære at tænke i konflikter og ikke kun de helt store humanitære, men også de mere basale hverdagskonflikter, fortæller medarrangør Karen Boye, som går i 3.g på skolen.
Hun afslører, at det allervigtigste faktisk ikke er at finde løsninger, men at have fokus på problemet.
- Man skal undersøge problemet i dybden for at kunne finde frem til den bedste løsning, siger Karen Boye.
Fredagen byder på forskellige workshops og oplæg fra organisationer og så den kendte instruktør.
Malmros er tilbage på sit gamle gymnasium
- Mange forbinder nok ikke lige Nils Malmros med konflikter, men han er med for at fortælle om etiske konflikter og de mere personlige. Eleverne skal gerne se en pointe i at tænke på også helt basale konflikter, når de har hørt instruktørens oplæg, forklarer Karen Boye.
Hun og Aarhus Katedralskole er rigtig glade for at kunne præsentere Nils Malmros, der fredag således er tilbage på det gymnasium, han i sin tid selv gik på.
- Han skal motivere de unge til at tænke i konflikter, og så giver det også underholdningsværdi til et emne, som nogle gange kan virke lidt tungt, lyder det fra medarrangøren.
Du kan høre hele interviewet med Karen Boye øverst på siden.