Gymnasie slår rekord
Aarhus Handelsgymnasium har fået flere tilmeldte end nogensinde før
Glædelige nyheder for Aarhus Handelsgymnasium, også kendt som Aarhus Business College.
HHX-uddannelsen har nemlig sat personlig rekord i antallet af tilmeldte elever.
755 elever har valgt at tilmelde sig uddannelsen i året for Aarhus Handelsgymnasiums 150-års jubilæum, og det er det højeste tal nogensinde.
Det er tal, der vækker glæde hos rektor for Aarhus Handelsgymnasium, Knud Vestergaard Nielsen.
- Vi kan fornemme, at skolen har et godt ry. Mange af vores elever og forældre er ambassadører for os, når de fortæller deres venner og familie, at her er rigtig godt at gå - og det breder sig som ringe i vandet, siger Knud Vestergaard Nielsen i en pressemeddelelse.
Sidste år tilmeldte 615 sig Aarhus Handelsgymnasium, der er en treårig gymnasiel uddannelse, der giver adgang til videregående uddannelser.