Glæder sig til åbning
Nødherberg slår dørene op onsdag aften
Onsdag aften åbner Blå Kors i Aarhus et nyt nødherberg kaldet "Det Blå Herberg".
Det Blå Herberg vil have til huse på Spanien 61a i Aarhus C, hvor Kirkens Korshær om dagen driver værested for grønlændere.
Lederen af det Blå Herberg, Caroline Urban, ser frem til at åbne et nødherberg for hjemløse:
Se også: Blå Kors åbner nødherberg
- Det er et nødherberg, der åbner i aften, så hjemløse kan komme og få en seng og et trygt sted at være, hvor der er ro på, og der er varme på, og de har en dyne, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er ti hjemløse, der kan overnatte på nødherberget ad gangen. Derudover får de også et varmt måltid mad.
Nødherberget bliver drevet af frivillige, men det er en udfordring at finde frivillige nok:
- Det er egentlig meget let at gå til som frivillig, for det er bare at fordele de her ti sengepladser, som der er, varme noget mad op og sørge for, at der er kaffe og te, og at det er et roligt og trygt sted at være, siger Caroline Urban.
Se, hvordan nødherberget ser ud, og hør Caroline Urban fortælle mere om forberedelserne til aftenens åbning og udfordringerne og forventningerne til nødherberget.