Frygt, ondt i maven og en hård tone: Carl-Christians drøm endte med at knække ham
22-årige Carl-Christian Okking har spillet elitefodbold i det meste af sin opvækst. Men drømmen om at blive professionel endte i et mareridt.
- Hvis du ikke vil det her nok, så pis af med dig. Der er hundrede andre spillere, der vil have din plads.
Træneren står helt op i hovedet på den dengang 13-årige Carl-Christian Okking, der lige har lavet sin tredje fejlaflevering på fodboldbanen den dag. Han spiller på daværende tidspunkt fodbold på eliteniveau i Næstved IF.
Situationen, hvor tonen er hård, og man får skæld ud af træneren foran sine holdkammerater, er på det tidspunkt hverdagskost. Det er sådan, den i dag 22-årige Carl-Christian Okking husker tilbage på sin tid som elitefodboldspiller i det, han betegner som sin fodboldopvækst.
Drengedrømmen om professionel fodbold udvikler sig i de efterfølgende år til et mareridt. Men en dag sætter en episode på træningsbanen en brat stopper for Carl-Christian Okkings muligheder og tvinger ham til at tage sit liv op til revision.
I dag studerer han Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet, og 5. april udgiver han bogen ”Drenge græder ikke”. En fiktiv historie om et hårdt miljø i elitefodbold inspireret af Carl-Christian Okkings egne oplevelser, hvor han sætter spillernes trivsel på dagsordenen og giver et indblik i skyggesiderne i en ellers glorificeret verden, som mange drømmer om at blive en del af.
Pres og forventninger
Carl-Christian Okking er som 12-årig så dygtig til at spille fodbold, at han rykker op på eliteniveau i Næstved IF. Han drømmer om at blive den nye Christiano Ronaldo, og han er stolt af at være en del af et talenthold og får hurtigt et fantastisk sammenhold med sine holdkammerater.
Men da han rykker op, mærker han også et markant skift i tonen og jargonen mellem trænere og spillere.
- Det er helt normalt at blive hængt ud af sin træner, hvis man laver fejl. Man vil ikke på samme måde blive hængt ud af sin lærer i skolen, fordi man ikke kan stave, siger Carl-Christian Okking.
Han oplever høje forventninger fra sin træner og sine omgivelser, og presset for at præstere vokser.
Græd efter træning
Den hårde præstationskultur og presset fra visse trænere betyder, at det er helt normalt, at de unge drengespillere bryder ud i gråd efter en kamp, fortæller Carl-Christian Okking.
Men er der ikke nogen røde lamper, der burde have blinket hos jeres forældre, når børnene ofte græd efter kamp?
- Jeg tror også, der var lamper, der blinkede. Flere stoppede, fordi de havde det for dårligt. Men forældrene var ikke med inde i omklædningsrummet, hvor trænerne skrålede drengene ind i hovedet, siger Carl-Christian Okking, der understreger, at han også havde dygtige og kompetente trænere i sin tid i Næstved IF.
Han bebrejder ikke sine forældre i dag, for han er overbevist om, at de ikke var klar over, hvad det indebar at spille på eliteplan.
Som 15-årig har Carl-Christian Okking fået nok. Han føler sig udbrændt og vil ikke spille mere. Men da han fortæller det til sine forældre, viser det sig, at det ikke er så ligetil at lægge fodboldstøvlerne på hylden.
- De syntes ikke, at mit talent skulle gå til spilde. Mine forældre tænkte, at det var et ungdomsoprør, der handlede om, at jeg ville feste og score damer, siger Carl-Christian Okking.
Fodbold før begravelse
Han fortsætter med at spille - endda på endnu højere plan. Som blot 16-årig flytter han hjemmefra på tværs af landet og starter i fodboldklubben Esbjerg FB. Han flytter ind på Esbjerg Sports College, hvor han går i gymnasiet ved siden af fodbolden.
Årene i Esbjerg er præget af frygt og nervøsitet for, om han præsterer godt nok.
- Fodbolden kontrollerede min hverdag. Jeg havde ondt i maven, mindre appetit og sov dårligt om natten, for jeg havde altid tankerne om, at jeg skulle præstere til den næste træning eller kamp, siger Carl-Christian Okking.
I Esbjerg er der træning syv gange om ugen, kamp i weekenden, og alt, hvad spillerne foretager sig, er rettet mod fodbolden.
Carl-Christian Okking vælger begivenheder som familieferier og fødselsdage fra, for han vil for alt i verden ikke misse en kamp eller en træning.
Frygten for at miste pladsen på holdet fylder alt. Det viser sig med al tydelighed, da Carl-Christian Okkings onkel dør, og den 16-årige Carl-Christian fravælger onklens begravelsen, fordi han skal spille kamp samme dag. Et valg han fortryder inderligt i dag.
- Det er jo helt vanvittigt, og i dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne træffe det valg, siger han.
En vej ud af fodboldmiljøet
Fodbolden fylder alt, og som 17-årig skal Carl-Christian Okking til prøvetræning i Sønderjyske, da der sker noget, som ændrer alt.
Han spurter op ad fodboldbanen, og da han skifter retning, træder han ned i en fordybning på banen. Han river korsbåndet over, og skaden betyder, at han ikke kan spille fodbold i op til 12 måneder.
Det lyder umiddelbart som en situation, der vil sende de fleste ambitiøse fodboldspillere helt ned i kulkælderen. Men ikke Carl-Christian Okking.
- Det føltes som en befrielse, at jeg ikke længere skulle præstere. Jeg havde aldrig været gladere, end den tid jeg var skadet, fortæller han.
I skadespausen begynder han at læse og skrive en masse for at udfylde det tomrum, der automatisk opstår, ved at fodbolden, der før fyldte alt, pludselig er taget ud af ligningen.
- Her fik jeg en aha-oplevelse, da jeg begyndte at skrive mine oplevelser ned. Jeg så ikke længere mit talent som et privilegie, men mere som en fodlænke, der holdt mig fast i miljøet, siger Carl-Christian Okking.
Men er det ikke en anelse ’forkælet’ at kalde dit talent en fodlænke, når der er så mange unge drenge og piger, der netop drømmer om at kunne spille på eliteplan?
- Jeg tror, at vi har en tendens til at glorificere miljøet, for vi hører alt for lidt om, hvad det kan ødelægge, siger Carl-Christian Okking.
Det er netop elitefodboldens bagside, han vil have frem i lyset med sin nye bog.
- Bogen kan bruges af andre elitefodboldspillere, som måske kan spejle sig i min bog. Men den er også til forældre, der kan få et indblik i, hvad de potentielt kan sende deres børn ud i, hvis de begynder at spille på eliteplan, siger Carl-Christian Okking.
Han fortæller, at det sagtens kan være, at han havde spillet i dag, hvis han ikke var blevet skadet. Men han er taknemmelig for, at han blev det.
- Jeg føler mig heldig over, at jeg blev skadet, for det blev en udvej for mig. Det er det bedste, der er sket for mig, siger han.
TV2 Østjylland har kontaktet fodboldklubberne Næstved IF og Esbjerg FB og forholdt dem Carl-Christian Okkings kritik af miljøet i elitefodbolden. Klubberne er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.