Fra chef til bruger
Tidl. rådmand har fået et andet perspektiv
En alvorlig trafikulykke har givet den tidligere SF-rådmand for Sundhed og Omsorg, Dorthe Laustsen, et andet perspektiv på det at være handicappet i Aarhus Kommune.
Siden ulykken i 2012 har hun været lam fra brystet og ned, og hendes erfaringer med systemet - som bruger - har ikke kun været positive.
- Jeg har oplevet, at kommunikationen engang imellem kan være svær, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ulykken skete på Horsensvej syd for Odder, hvor Dorthe Laustsen med sin mand som passager kørte frontalt ind i en skraldebil. Sammenstødet var så voldsomt, at rådmanden måtte skæres fri fra bilen, og hun lå efterfølgende i koma i en måned.
- Jeg oplevede det allerede, da jeg var indlagt. De overgange der kan være mellem hospitalssystemet og det kommunale system eller til egen læge, der er der chance for, at kommunikation glipper og tingene kan gå galt, fortæller Dorthe Laustsen.
I dag klarer Dorthe Laustsen sig selv så meget som muligt, men får daglig hjælp fra hjemmeplejen - blandt andet til at komme ud af sengen og i tøjet.
Se mere i indslaget øverst.