Forsvarer i sag om vold og krænkelser på plejehjem: - Min klient bør frifindes
Tirsdag begynder retssagen mod en 60-årig tidligere ansat i Aarhus Kommune. Han er tiltalt for både vold og seksuelle overgreb på flere plejehjem.
En kontroversiel retssag tager sin begyndelse i Retten i Aarhus tirsdag.
Her er en 60-årig mand tiltalt for vold begået mod en beboer på ét plejehjem, vold mod en ansat på et andet plejehjem samt en række seksuelle krænkelser begået mod en beboer på et tredje plejehjem i Aarhus Kommune.
De forskellige hændelser har ifølge anklageskriftet fundet sted i perioden 2020 - 2023, mens manden har været ansat på de tre plejehjem som sosu-hjælper.
Anklagerne mod den tiltalte:
Forhold 1: Handler om vold begået mod en mandlig beboer på plejehjemmet Demenscentrum Aarhus den 26. december 2020, hvor han er tiltalt for at have slået en mand født i 1949 flere gange i ansigtet og på kroppen med flad og knyttet hånd.
Forhold 2: Foregik ifølge anklageskriftet den 10. februar 2021 på plejecentret Thorsgården i Aarhus, hvor han klokken 02.30 om natten slog en kvindelig kollega i ansigtet med flad hånd på en nattevagt.
Forhold 3: Her er der tale om seksuelle krænkelser begået over en periode på seks måneder fra oktober 2022 til april 2023. Her udsatte den 60-årige mand ifølge anklageskriftet en kvinde født i 1960 for blufærdighedskrænkelser og forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Det skete på plejehjemmet Jasminvej.
Forsvarer: En meget speciel sag
Sagen begynder ved Retten i Aarhus tirsdag klokken 9.00. Her er det forsvarsadvokat Henrik Hougaard, der skal tale den tiltaltes sag. Ifølge ham vil der komme nogle ting frem under retssagen, der potentielt kan trække sagen i langdrag.
- Jeg tror, det bliver en meget speciel sag, fordi hele sagen og dens efterforskning indeholder nogle meget usædvanlige og ekstraordinære elementer, fortæller Henrik Hougaard til TV2 Østjylland.
Henrik Hougaard kan dog ikke komme nærmere ind på, hvilke elementer i efterforskningen, der gør sagen helt speciel.
Læs også
Hans klient nægter sig skyldig i sagens hovedforhold, og ifølge forsvarsadvokaten bør han også forlade retten som en fri mand.
- Jeg mener, der vil komme nogle ting frem under bevisførelsen under sagens hovedforhold, som vil føre til, at det for mig at se, er utvivlsomt, at min klient bør frifindes i sagen.
Sagen begynder ved Retten i Aarhus tirsdag kl. 9.00. TV2 Østjylland vil være til stede under retssagen.
Har du oplysninger i sagen, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Kontakt lokalreporter Lasse Dieckmann på ladi@tv2oj.dk eller telefon 2843 1857.