Folkeafstemning: Flygtninge i Aarhus skal besøge valgsteder
Aarhus Kommune vil introducere dem til det danske demokrati
10 flygtninge med forskellige baggrunde bliver denne torsdag taget med rundt på en valg-tur i Aarhus Kommune.
Formålet med turen er at vise dem, hvordan et valg foregår i Danmark.
Fælles for flygtningene er ifølge kommunen, at de kommer fra lande med en anden styreform og derfor har mulighed for at lære demokrati at kende gennem dagens folkeafstemning om retsforholdet.
Det er rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, der vil guide flygtningene rundt på flere valgsteder i samarbejde med valgstyremænd.
- Det er en vigtig del af at blive integreret i det danske samfund, og så plejer det at være en rigtig hyggelig dag ude på valgstederne. Den oplevelse vil jeg gerne dele med de nye borgere, siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Flygtningene har ikke selv mulighed for at stemme, men får altså i dag mulighed for at fungere som en slags observatører på fem valgsteder i Aarhus.
Det drejer sig om Rådhushallen, Samsøgade skole, Globus 1, Center 10 og Frederiksbjerghallen.
Undervejs på turen bliver de sat ind i hele valgprocessen - lige fra optælling af stemmesedler før afstemningen går i gang til afstemningen og hvordan stemmesedlerne lægges i urnerne.
Idéen med at indføre flygtninge i det danske demokrati på en valgdag er et helt nyt initiativ, oplyser Aarhus Kommune.