Farlig trafikkultur: - Der er faktisk nogle, der mister livet

Høj fart og kørsel overfor rødt. Beboerne i Gellerupparken er trætte af den farlige færdselskultur. Der er faktisk nogle, der mister livet på det, siger 42-årige Fadi Chahrour.

- Jeg er hele tiden på vagt, når jeg er ude at køre, og når jeg har børn med i bilen. Fordi jeg er bange for, at nogen kører over for rødt.

Sådan lyder det fra den 42-årige familiefar Fadi Chahrour, der er vokset op på Gudrunsvej i Gellerupparken i det vestlige Aarhus.

quote Altså, min søn på 10 år kører vi altid i skole.

Fadi Chahrour

- Nu er jeg ude at køre hver dag, og jeg oplever det mindst en gang om dagen, siger Fadi Chahrour og er tydeligvis berørt af emnets alvorlige karakter.

- Jeg har kørt i området i mange år. Så galt var det faktisk ikke på det tidspunkt. Jeg synes, at det inden for de seneste to-tre år er blevet normen at køre over for rødt i området.

TV2 ØSTJYLLAND har modtaget videoer af hensynsløs kørsel i det vestlige Aarhus i perioden 2021-22.

Det trafikfarlige Aarhus

Jeg er taget til Gellerupparken denne eftermiddag i maj, fordi Østjyllands Politi lige nu og i flere år før har haft et ekstraordinært fokus på den farlige færdselskultur i det vestlige Aarhus.

Faktisk så ekstraordinært, at Østjyllands Politi fra den 1. august 2020 til 15. marts 2021 i områderne Aarhus V, Brabrand og Åbyhøj har udstedt 3.689 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Østjyllands Politi har i flere år haft et øget fokus på trafikkulturen i Aarhus V.
Østjyllands Politi har i flere år haft et øget fokus på trafikkulturen i Aarhus V. Foto: Privat

- Vi kan se, at overtrædelserne derude forekommer hyppigere, end de forekommer andre steder, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi.

- Og vi kan se, at det er noget med hastighed, det er noget seler, og det er noget med håndholdt mobiltelefon, og det er at køre over for rødt lys.

Jeg er kendt som vanvidsbilist, sagde Mohammed Tarek Younes inden ulykken til TV2 ØSTJYLLAND.
Jeg er kendt som vanvidsbilist, sagde Mohammed Tarek Younes inden ulykken til TV2 ØSTJYLLAND. Foto: Øxenholt Foto / TV2 ØSTJYLLAND

Og så fordi 21-årige Mohammed Tarek Younes, som kommer fra Gellerup, i sidste uge blev idømt fire års ubetinget fængsel i en opsigtsvækkende retssag ved Retten i Aarhus.

En sag, hvor Mohammed Tarek Younes - en selverklæret vanvidsbilist - påkørte og invaliderede politimanden Stefan Nymann under en flugt få hundrede meter herfra.

quote Der er mange, der overhaler alt for hurtigt.

Aurelia Eldevig

Beboere frygter fartbøller

Langt størstedelen af beboerne, som jeg taler med, har en klar og tydelig holdning til færdselskulturen i og omkring Gellerupparken.

Den er farlig, de er trætte af den og især bekymrede på vegne af deres små børn, der leger i området eller går til og fra skole og fritidsaktiviteter.

Men flertallet af de omkring dusin mennesker, jeg taler med i Gellerup, har ikke lyst til at blive interviewet - de fleste af frygt for repressalier fra fartbøllerne i området.

Vi kører vores dreng

Det har den 42-årige familiefar Fadi Chahrour til gengæld.

Han understreger dog, at han ikke kommenterer på den konkrete sag med Mohammed Tarek Younes, men på den generelle og farlige færdselskultur i Gellerup.

- Altså, min søn på 10 år kører vi altid i skole, siger Fadi Chahrour, der er uddannet socialrådgiver og arbejder til daglig som boligsocial medarbejder.

Fadi Chahrour voksede op på Gudrunsvej i Gellerupparken.
Fadi Chahrour voksede op på Gudrunsvej i Gellerupparken.

Fadi Chahrours 10-årige søn går på Engdalskolen, som ligger på den anden side af Gellerupparken. Det betyder, at han skal krydse Silkeborgvej for at komme i skole.

- Det er jo en trafikeret vej med lyskryds og masser af biler, så vi tør simpelthen ikke at lade ham gå fra Karens Blixens Boulevard til Engdalskolen, siger Fadi Chahrour.

Betjent i livsfare

Det var en fredag aften den 18. juni sidste år, da flugtbilisten Mohammed Tarek Younes kørte frem for rødt lys og påkørte en betjent ved krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej.

Krydset ligger få hundrede meter fra Gellerupparken og er stedet, hvor den nu 32-årige betjent Stefan Nymann var i færd med at lægge sømmåtter ud for at stoppe flugtbilisten.

Thin Blue Line har startet en indsamling til Stefan Nymann.
Thin Blue Line har startet en indsamling til Stefan Nymann. Foto: Thin Blue Line Denmark

I stedet blev han kylet op i luften, da Mohammad Tarek Younes påkørte ham under flugten. Stefan Nymann overlevede efter at have været i koma og livsfare i omkring en måned.

Ulykken har haft store konsekvenser for Stefan Nymann. Han er i dag lammet i højre side, har nedsat syn, får mad via sonde og er svært talebesværet. Og så sidder han i kørestol.

Jeg kunne ikke tale

27-årige Aurelia Eldevig bor på Gudrunsvej med altanudsigt over parken og den nye Trille Lucassens Gade i Gellerup. Hun siger, at hun ser farlig kørsel stort set hver aften.

- Der er mange, der overhaler alt for hurtigt og er egentlig tæt på at køre ind på bilen foran, fordi de ikke tager højde for deres hastighed, siger Aurelia Eldevig.

Aurelia Eldevig har været påkørt som 10-årig.
Aurelia Eldevig har været påkørt som 10-årig. Foto: Privat

Hun påpeger, at hun også ser farlig færdselskultur i andre dele af Aarhus. Forskellen er ifølge hende, at hun bor i Gellerup, og derfor optræder det oftere for hende her.

Det gør indtryk, fordi hun, da hun var 10 år gammel og boede i Grønland, blev påkørt selv.

- Jeg kunne ikke tale. Jeg kunne knap nok have mit højre øje åbent. Jeg kunne ikke spise ordentligt i flere måneder. Det har selvfølgelig haft sine traumer, og det er derfor, jeg ikke har kørekort i dag, siger Aurelia Eldevig.

quote Vores fokus er udelukkende på vores kamp for et godt liv.

Gitte Nymann

Kampen for et godt liv

Mohammad Tarek Younes blev kendt skyldig i 35 ud af 38 anklagepunkter, som - udover påkørslen - handler om tyveri og vold til forskellige færdselsovertrædelser. 

Udover fire års ubetinget fængsel frakendes Mohamad Tarek Younes førerretten i otte år. Bilen, han kørte i under flugten, bliver også konfiskeret. 

Men for Stefan Nymann og hans hustru, Gitte Nymann, ligger fokusset et helt andet sted.

- Vi har tillid til, at vores retssamfund tager sig af udmåling af straf og konsekvenserne, sagde hustruen Gitte Nymann tidligere på året i en pressemeddelelse og fortsatte:

- Vores fokus er udelukkende på vores kamp for et godt liv og de glæder, som små fremskridt giver i form af nyt håb.

Motorcross på stierne

En af de sidste, jeg møder i Gellerup, er 55-årige Youssef Abdul Khader.

Han er formand for beboerne i Gellerupparken og ham, som nogle af de andre beboere i området refererer til, når jeg spørger dem om et interview om færdselskulturen.

Youssef Abdul Khader er formand for beboerne i Gellerup.
Youssef Abdul Khader er formand for beboerne i Gellerup. Foto: Privat

Youssef Abdul Khader siger, at det ikke kun er biler på vejene i Gellerup, som han og resten af beboerne skal være opmærksomme på, når de færdes i området - især om sommeren.

- Her har vi et særligt problem med knallerter og motorcross. Nogle gange kører de på stierne, siger Youssef Abdul Khader, der har boet 31 år i Gellerup.

En borger i Gellerup har sendt videoen til TV2 ØSTJYLLAND.

Youssef Abdul Khader ønsker ligesom mange andre herude mere fartkontrol og synligt politi i Gellerup. Aurelia Eldevig efterspørger flere chikaner på vejene, mens Fadi Chahrour ønsker en stor kampagne.

- Der skal i virkeligheden en større kampagne til at gøre de unge klogere på færdselsloven, og at der faktisk er nogle, der mister livet på det, og at det faktisk ikke er så sjovt, som man selv tror, siger Fadi Chahrour.