Får næse for DM i Skills
Rådmand brugte alt for mange penge
Social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) fik en næse af samtlige partier i byrådet bortset fra sit eget, da byrådet onsdag aften drøftede de galopperende udgifter til DM i Skills i januar, som var en landskonkurrence for unge i de erhvervsrettede uddannelser.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Forligspartierne bag budgettet for 2013 havde bevilget 1,5 mio. kr. til afviklingen i Aarhus, men derudover har beskæftigelsesrådmanden brugt yderligere 10-12 mio. kroner fra egen afdeling.
Det havde Hans Halvorsen formelt set lov til, men alligevel gav rækken af andre partier ham kritik for ikke at have orienteret beskæftigelsesudvalget om en så betydelig budgetoverskridelse.
Selv fastholder Hans Halvorsen, at han ikke har gjort noget forkert, men han beklagede, hvis udvalgets medlemmer ikke føler sig godt nok orienteret.