Fandt rotter i fødevarelager
Madvarer fra butik konfiskeret efter kontrolbesøg
Fødevaremyndighederne har konfiskeret et større parti madvarer, efter at der torsdag blev fundet rotter i et lager på Holmstrupgårdvej i Brabrand.
Madvarerne var placeret i et lager, der tilhører en dagligvarebutik på samme adresse.
Den lokale fødevareregion havde fået en henvendelse om, at der skulle være rotter i butikkens lager. Da flere ansatte torsdag eftermiddag kom på kontrolbesøg, kunne de konstatere, at der var tydelige spor efter rotter. Blandt andet blev der fundet ekskrementer i lageret.
Derudover kunne fødevareregionens ansatte konstatere, at lokalet ikke var sikret mod skadedyr, sådan som reglerne foreskriver.
Rejsehold rykkede ud
Kontrollanterne fra fødevareregionen sendte straks bud efter Fødevarekontrollens Rejsehold.
- Det var rimelig tydeligt, at der var et fødevareproblem derude. Da vi ankom, opstillede vi med det samme nogle rottefælder. Allerede efter kort tid var de første rotter gået i fælderne, forklarer tilsynsførende hos Fødevarekontrollens Rejsehold Theresa Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Foruden Fødevarekontrollens Rejsehold var også politiet til stede under aktionen. På grund af fundet af både rotter og rotteekskrementer besluttede myndighederne at beslaglægge samtlige madvarer i lageret.
- Skadedyr er per definition ikke noget, man skal have i en virksomhed, der producerer eller sælger fødevarer, fastslår Theresa Rasmussen.
Hun regner med tidligt i næste uge at få svar på, hvorvidt fødevarerne er til fare for sundheden eller ej.