Eventyret er forbi: Iværksætter går konkurs med lysfirma

Flere er allerede nu interesseret i at købe virksomheden, oplyser kurator

03:57

1 af 2

Som stifter af Martin Gruppen var Peter Johansen manden bag 1990'ernes diskotekslys og røgkanoner. Sidenhen kastede han sin kærlighed over intelligent lysdesign anvendt til store koncerter.

Nu må han så finde sig en ny kærlighed. En ny virksomhed at forme.

Han er nemlig i denne uge gået konkurs med sit nyeste skud på stammen, lysvirksomheden SGM Lighting i Hasle.

Det bekræfter virksomhedens kurator Christian Jul Madsen fra advokatfirmaet Kromann Reumert over for tv2oj.dk.

- Situationen er den, at der er blevet afsagt et konkursdekret, fortæller han.

SGM Lighting ligger i Aarhus-forstaden Hasle og beskæftiger 85 medarbejdere. Størstedelen af dem er nu sendt hjem, indtil der foreligger en afklaring.

Det kan meget vel ske allerede på mandag i næste uge. Kurator Christian Jul Madsen oplyser, at flere interesserede har meldt sig på banen med tilbud om at købe hele virksomheden.

- Vi har igangsat en salgsproces, hvor byderne har mulighed for at få indsigt i kontrakter, tal og andre fortrolige oplysninger omkring virksomheden.

- Der er budrunde indtil mandag formiddag, siger Christian Jul Madsen.

Flere eventyr

Peter Johansen købte det italienske firma SGM Lighting i 2013 og flyttede i den forbindelse alle arbejdspladserne til Danmark - nærmere bestemt Sommervej i Hasle.

Formålet var at skabe en af verdens førende leverandører af intelligent lysdesign som for eksempel maskiner, der kan udføre 3D-lyseffekter.

Købet af virksomheden var samtidig et gensyn med den branche, han forlod i slutningen af 1990'erne, da han ifølge eget udsagn blev 'presset' ud af Martin Gruppen, som han selv var stifter af:

- Jeg forlod branchen som nummer et i verden, og så skulle tilbage igen.. Det svarer lidt til dengang, Muhammed Ali havde vundet VM og absolut skulle tilbage og fik en masse tæv, fortalte Peter Johansen i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND i 2013.

Peter Johansen har også tidligere haft en kort karriere inden for luksus yacht-branchen med firmaet 'Royal Denship'. Det eventyr endte i en konkurs.

TV 2 | ØSTJYLLAND har i dag, torsdag, forgæves forsøgt at få en kommentar fra direktør i SGM Lighting, Peter Johansen, omkring konkursen.

Du kan se eller gense et portræt af den drevne iværksætter fra Ry, Peter Johansen, i video-afspilleren øverst i artiklen.

Vil skabe 400 nye jobs