Etniske toner i Aarhus
Nye instrumenter rykker ind på musikkonservatoriet
Lyden af saz, af darbouka og en arabisk sanger, der mikser sine vokale udfoldelser med computerbaserede techno-rytmer.
Nye instrumenter og musikalske klange rykker to aftener om ugen ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Tidligere har konservatoriet og andre steder med videregående uddannelser inden for musikken stort set kigget forgæves efter studerende med baggrund i ikke-vestlig musikkultur.
- Vi ved, at der spilles masser af musik i indvandrerkredse, og vi har fået kontakt til vigtige musikere blandt dem, fortæller Astrid Elbek, udviklingsleder på konservatoriet.
Forskellige baggrunde
Indtil nu har konservatoriets uddannelser taget udgangspunkt i en vestlig musiktradition. Det være sig rytmisk, klassisk eller elektronisk.
Men i samarbejde med Videncenter for Musik inviterede konservatoriet i januar til et informationsmøde og en optagelsesprøve for unge med evner og interesse for det, der kom til at hedde Musikkursus Global. Og som på sigt kan blive første trin på vejen mod en videregående uddannelse inden for musikken.
- 22 gik til prøve, og vi optog otte, hvoraf de yngste er 16-17 år og de ældste i 30'erne. Deres baggrund, også musikalsk, er meget forskellig, men med en overvægt fra den mellemøstlige og arabiske musiktradition, siger Astrid Elbek.
Lidt af en udfordring
Også for lærerne på stedet udgør kurset ikke så lidt af en udfordring.
Når den tid nærmer sig, hvor skemaet siger "saz", bliver det nødvendigt at finde kvalificerede lærere uden for konservatoriet, der kan varetage undervisningen i et strengeinstrument, der er meget udbredt i områder som Tyrkiet, Balkan-landene og Iran.
De studerende skulle før kurset redegøre for, hvilken fremtid de ser for sig, og om de kan tænke sig en musikalsk uddannelse.
- Teori og teknik udgør en væsentlig del af kurset, der kræver rigtigt meget forberedelse. Flere af dem har enten uddannelse eller job, som de også skal passe, siger Astrid Elbek.
Konservatoriet har i forvejen et stort internationalt netværk, der bringer studerende og undervisere i kontakt med musikkulturer fra andre dele af verden. Musikkursus Global giver endnu et skub i denne retning.
- Også for os er det en øjenåbner. Begge parter har meget at lære og meget at give, fastslår Astrid Elbek.