Et halvt år med Dokk1: Folk strømmer til
Flere end 730.000 har besøgt Dokk1 siden åbningen for seks måneder siden
Det er nu seks måneder siden, at dronning Margrethe åbnede Aarhus Kommunes store satsning på havnen, Dokk1, den 20. juni.
Og siden har rigtig mange lagt vejen forbi den store byning, der blandt andet rummer Hovedbibliotek og Borgerservice.
Aarhus Kommune oplyser, at mere end 730.000 personer har besøgt Dokk1 i løbet af de første seks måneder.
- Dokk1 er et bibliotek i verdensklasse og samtidig et unikt medborgerhus og læringscenter. En af bibliotekets vigtigste opgaver i dag er folkeoplysning, og derfor er jeg både glad for og imponeret over, at så mange borgere og besøgende bruger bygningen. Folkeoplysning er hjørnestenen i vores demokrati, og derfor er bibliotekernes rolle i vores samfund enormt vigtig, siger Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Cirka 733.000
Siden åbningen i sommer og frem til den 14. december har 713.067 personer været på besøg i Dokk1. Det svarer til cirka 4.000 besøgende om dagen syv dage om ugen. En fremskrivning viser derfor, at Dokk1 den 20. december - på sin halvårsdag - samlet har haft et besøgstal på cirka 733.000.
- Det er dejligt at se, hvordan borgerne har indtaget og bruger bygningen fra tidlig morgen til sen aften. Selv vore største ønsker og forventninger i den retning er blevet mere end opfyldt, og hvad vi måtte have haft af nervøsitet på forhånd for, at borgerne ikke ville tage stedet til sig, er blevet gjort effektivt til skamme, siger forvaltningschef for Biblioteker og Borgerservice Rolf Hapel.