En person er omkommet i ulykke på motorvejen
En person er omkommet i den ulykke, som torsdag eftermidag og aften spærrede motorvej E45 mellem Aarhus S og Aarhus V.
Opdatering klokken 22: Ifølge Vejdirektoratet er motorvejen nu genåbnet i begge retninger.
"Godt nyt der nu helt genåbnet i nordgående retning og der blevet genåbnet et spor i sydgående retning ved uheldet hvor der forsat bliver arbejdet på stedet så vis hensyn," skriver Vejdirektoratet på Twitter.
---
En person er omkommet i den ulykke, der torsdag eftermiddag skete i myldretidstrafikken vest for Aarhus.
De pårørende er underrettet, oplyser politikredsen i et opslag på Twitter.
Ifølge Østjyllands Politi er en lastbil røget gennem autoværnet, og det har siden ulykken sidst på eftermiddagen givet massive trafikale problemer og et langstrakt oprydningsarbejde.
Ulykken skete mellem Aarhus V og Aarhus S omkring Genvejen.
Der opstod hurtigt efter ulykken kø i begge retninger, og trafikken blev spærret i begge retninger.
Her til aften er det ene spor i nordgående retning åbnet. Periodevis lukkes der for nordgående trafik, så den sydgående trafik kan afvikles ved at sende de ventende bilister retur til Aarhus V-tilkoblingen, og bilisterne derfra kan finde andre veje.
Ifølge Vejdirektoratet ventes der at være ryddet op og normaliseret trafik i løbet af aftenen.
Billeder fra motorvejskøen viste i eftermiddag, at biler og andre køretøjer var trukket ud til siden for at lade redningskøretøjer forbi.