Elton John kommer til Mindeparken
Elton John giver sommerkoncert i Aarhus 2016
Den 4. juli indtager Elton John Aarhus, når han skal give koncert i Mindeparken. Det er Live Event Aarhus og Live Nation, der er arrangørerne på koncerten med den albumaktuelle kunstner.
- Med udsigt til Aarhus bugten og omkranset af skovene omkring Marselisborg kommer Mindeparken til at udgøre en perfekt ramme, når verdensstjernen Sir Elton John ligger sin koncertturné forbi smilets by. Mindeparken, som ligger i gå afstand fra Aarhus centrum foran
Marselisborg slot, vil med dette besøg således for første gang i nyere tid danne rammer om et internationalt topnavn, skriver Live Event Aarhus på deres Facebook-side.
Aarhus-besøget er en del af Elton Johns "Wonderful Crazy Night Tour" med fuldt band. Sidste gang Elton John gav koncert i Aarhus var tilbage i 2005 på Aarhus Stadion, hvor han spillede for 28.000 fans.
Billetprisen er 760 kr + gebyr, og salgsperiode starter fra den 14. december kl. 10.