Eftersøgningen af Nick: Missing People klar med hunde

Lørdag formiddag sættes der gang i en eftersøgning af den forsvundne 24-årige Nick Langkjær Hansen

Nick Langkjær Hansen er sidst set sidste weekend kl. 05.23 søndag morgen på McDonald's på Store Torv i Aarhus. Foto: Privatfoto / Google Street View

Siden søndag morgen har den 24-årige Nick Langkjær Hansen fra Horsens været forsvundet. Han er sidst set i det centrale Aarhus, og både politi og frivillige har ledt intensivt efter ham her. Lørdag fortsætter de frivillige eftersøgningen.

Missing People samles nemlig kl. 10 ved Hotel Scandic i Østergade i Aarhus, hvor fra en søgning efter den forsvundne vil igangsættes i en ring ud fra stedet, han sidst er set.

- Vi udvider hele tiden området stille og roligt ud fra det punkt, han sidst er set. Og så følger vi politiets anvisninger i forhold til, hvor de gerne vil have os til at søge, siger indsatsleder hos Missing People Vivian Eriksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Politiets eftersøgning fredag gav ingen nye spor efter Nick

Nick Langkjær Hansen er ifølge netop politiet sidst set søndag kl. 5.23 ved McDonald's på Store Torv i det centrale Aarhus. Herfra skulle han have gået til Tøndergade for at overnatte hos en kammerat, men han nåede aldrig frem. Han er set svinge til venstre ad Immervad ned mod stormagasinet Magasin. 

- I dag har vi også tre hunde med, og vi har fået et forvarsel om, at omkring 150 personer vil møde op og deltage i eftersøgningen, siger Vivian Eriksen.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

 

Østjyllands Politi har de seneste dage søgt med dykkere og andet mandskab i Aarhus Å og i havnebassinet uden at finde nye spor efter den 24-årige mand. Også strækningen fra Emil Vetts Passage/Telefontorvet og til Clemens Bro er finkæmmet. Østjyllands Brandvæsen har ligeledes taget del i eftersøgningen.

Missing People opfordrer i dag folk til at møde op ved hotellet kl. 10, og så er det som altid en god idé at iføre sig praktisk og varmt tøj.    

Ifølge vagtchefen hos Østjyllands Politi deltager politiet i første omgang ikke i dagens eftersøgning, men nye spor kan naturligvis ændre indsatsen. 

01:46

VIDEO: Torsdag ledte 100 frivillige efter Nick Langkjær Hansen.

Luk video