Efterlysning: Varetægtsfængslet stak af fra politiet
Politiet beder befolkningen om hjælp til at finde manden, der flygtede fra dem, umiddelbart efter han var blevet varetægtsfængslet.
En 29-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense den 2. juni. Her blev han varetægtsfængslet og efterfølgende kørt til arresten i Aarhus. Men da han ankom til arresten, lykkedes det for ham at stikke af fra politiet.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
OPDATERET
Denne artikel er 29. oktober 2021 blevet opdateret, efter Østjyllands Politi har fundet og anholdt den omtalte mand. Navn og billede er derfor blevet fjernet fra artiklen.
Link til Østjyllands Politis udmelding
Efterlyses offentligt nu
Lige siden har politiet forsøgt at finde frem til den 29-årige mand, men uden held. Derfor beder Særlig Efterforskning Vest nu offentligheden om hjælp til at finde ham.
Politiet vurderer ikke, at manden er farlig, men borgere opfordres til ikke at tage kontakt til ham, men at videregive oplysningerne til politiet.
Den undvegne bor i Bullerup, en forstad til Odense, og politiet vurderer, at han skal findes i eller omkring Odense.
Hvis man har oplysninger om manden, og hvor han opholder sig, kan man kontakte politiet på telefon 114.