Efter massevis af knuste bilruder: Nu er der godt nyt fra politiet
Ung mand blev genkendt på video. Nu er han sigtet for ikke færre end 24 indbrud i biler.
Efter en massiv indsats er det lykkedes Østjylland Politi at få kløerne i en ung mand, der er mistænkt for at stå bag en del af de seneste tids mange biltyverier i Aarhus-området.
Den 27-årige mand blev genkendt på videoovervågning, da han fredag formiddag knuste sideruden i en personbil på Runetoften i Aarhus Vest.
Efter at manden blev anholdt, har politiets efterforskning kædet ham sammen med ikke færre end 23 andre tyverier fra biler. Dermed er manden sigtet for i alt 24 indbrud.
Ifølge Østjyllands Politis døgnrappport blev manden anholdt som et resultat af en større målrettet indsats og efterforskning i forbindelse med den senere tids mange rudeknusningstyverier fra biler.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.