Efter flere anmeldelser om voldtægt: Vil skabe tryg festival
Efter flere anmeldelser om voldtægt på Jelling Festival i sidste uge, er Sex & Samfund taget på Northside med et klart mål: At være med til at skabe en tryg festival.
Ligesom titusindvis af andre mennesker, er Christine Paaske Kehling i disse dage på Northside i Aarhus. Men mens langt de fleste kommer for at høre musik, feste og have det sjovt, så har Christine Paaske Kehling et lidt andet sigte. Hun er nemlig på festival for at kæmpe for en mere tryg festival.
Christine Paaske Kehling er frivilligkoordinator hos Sex & Samfund i Aarhus, og hun kæmper for en mere samtykkebaseret festivalkultur - ikke mindst set i lyset af, at festivalsæsonen for nylig åbnede med Jelling Musikfestival, hvor der blev anmeldt tre voldtægter.
- Vores kampagne bliver mere og mere relevant set i lyset af de forfærdelige hændelser, og vi oplever, at folk tager det alvorligt, når vi kommer og taler med dem og rigtig gerne vil være med til at gøre en forskel, siger hun.
Ikke kun piger
Fredag mødte hun og to medfrivillige fra Sex & Samfund masser af festivalgængere - og blandt dem Emil Forsberg og Morten Lundberg.
- Jeg synes, det er fedt, at de skaber noget opmærksomhed. Lige at få en snak, så man også selv bliver opmærksom på, hvad man gør i situationer med utryghed og krænkende adfærd, siger Emil Forsberg.
- Hører man nogle skumle typer, der går efter at voldtage folk, så kan man måske undgå det ved at gå sammen og vide, hvor hinanden er, siger Morten Lundberg.
Klare aftaler mener de er et godt redskab - og ikke kun for piger og kvinder.
- Det er tit drenge, som ikke synes, de har behov for at tale om det her - det er tit piger - men måske er der mange fyre rundt omkring, som har utrygheder eller udfordringer uden man ved det, fordi det ikke bliver italesat, siger Emil Forsberg.
Succeskriterie: Ingen overgreb
Succeskriteriet for Christine Paaske Kehling og de andre fra Sex & Samfund er klart: Når der gøres status på Northside søndag, håber de, det bliver uden at have læst om episoder med overgreb.
Indtil videre har Østjyllands Politi ikke fået anmeldelser om voldtægt eller forsøg på voldtægt - faktisk har der ifølge vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup været godt styr på det.
- Jeg ved ikke, om det er fordi, der er flere vagter på, eller hvad det er, men vores folk på Northside melder om god ro og orden, siger han.
Torsdag var der godt nok 12, som blev sigtet efter fund af stoffer, men fredag blev der ikke registreret nogen sager om besiddelse af stoffer.