Dramatisk fald: 83 procent færre blev taget i fartkontrol
Der blev taget langt færre i fartkontrol ved motorvejen tirsdag.
Mandag blev 132 bilister fanget ved fartkontrol på Østjyske Motorvej. Tirsdag var tallet faldet til 22.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Østjyllands Politi er sammen med Vejdirektoratet og entreprenørfirmaet i disse dage i gang med en målrettet indsats for at få bilister til at sænke farten på strækningen, hvor der er vejarbejde.
Det gør de, fordi vejarbejderne igen og igen har oplevet bilister, der kører alt for stærkt.
- De oplever utryghed, fordi de oplever, at der bliver kørt virkelig stærkt derude. Det er ubehageligt at arbejde i, sagde projektleder for Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen tirsdag til TV2 Østjylland.
I den forbindelse har politiet de sidste to dage lavet fartkontroller nord for krydset ved Herningmotorvejen.
Flere fartkontroller
Mandag gik 132 i fælden og 37 af dem fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Tirsdag var tallet så faldet til 22 bilister, der kørte for stærkt, en enkelt fik en betinget frakendelse af kørekortet og én bilist fik et klip i kørekortet.
- Det er politiets vurdering, at de tiltag sammen med den megen medieomtale af politiindsatsen ved vejarbejdet har medvirket til, at færre nu kører for stærkt, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Der vil være fartkontrol samme sted onsdag aften igen.