"Det er rædselsfuldt"
Kalder attentatforsøg for rædselsfuldt
Bladtegneren Kurt Westergaard er selv blevet overfaldet i sit eget hjem. Han kalder attentatforsøget mod debattøren Lars Hedegaard for fuldstændig rædselsfuldt.
Karikaturtegneren Kurt Westergaard føler med debattøren, historikeren og islamkritikeren Lars Hedegaard, som tidligere tirsdag blev forsøgt dræbt af en endnu ukendt gerningsmand med en pistol på sin bopæl på Frederiksberg.
- Det er fuldstændig rædselsfuldt, at det er sket. Jeg håber, at der nu bliver taget de nødvendige foranstaltninger omkring Lars Hedegaard, så han fremover kan leve i fred og ro, siger Kurt Westergaard til TV2 | ØSTJYLLAND.
Den pensionerede bladtegner er selv under PET-beskyttelse på grund af sin kontroversielle Muhammed-tegning, men han fortæller, at det er lykkes ham at indrette sig sådan, at han kan leve med overvågningen.
I 2010 blev Kurt Westergaard forsøgt dræbt af en somalisk øksemand, som trængte ind i Westergaards rækkehus i Viby i Aarhus.
Tegneren var dog udstyret med en overfaldsalarm, som han omgående aktiverede og flygtede ind i et specialbyget sikringsrum på badeværelset.
Kort efter ankom politiet talstærkt og måtte skyde den 28-årige øksemand i hånden og i knæet, da han gik til angreb på en betjent.