- Det er helt vildt!
Stor interesse for studerendes kræftprojekt
Massevis af gavekort, sportstøj og kunst. Det er nogle af ting, som virksomheder fra Aarhus-området har valgt at donere til projektet Movember Auction.
Tingene skal senere sælges på auktion og doneres til projektet Movember, som har til formål at sætte fokus på bekæmpelsen af prostatakræft.
I kampen for at samle penge ind lokalt har fem studerende fra Aarhus oprettet projektet Movember Auction. Til daglig læser de Innovation og Entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus, men i forbindelse med en skoleopgave har de valgt at bruge deres november måned på det gode formål.
Missionen er indtil videre gået over al forventning, fortæller Jonas Wojcik, som er en af de fem studerende.
Læs også: Kræftprojekt en millionsucces
Han har mistet sin far til kræften og var derfor fra start motiveret til, at projektet skulle lykkes. I begyndelsen af november havde de samlet genstande ind til en værdi af 1,3 millioner kroner.
Travl november
Hvor mange penge, de nu er oppe på, er de ikke selv klar over:
- Vi har haft så travlt med logistikken. Vi har kørt rundt i tre biler og hentet ting hos virksomheder, så vi har mistet overblikket. Mit umiddelbare bud er omkring 1,5 millioner kroner, siger Jonas Wojcik til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Vi havde på fornemmelsen, at vi havde fat i noget, men ikke, at det ville tage fart på den her måde,
De fem studerende har de seneste uger fået assistance af flere medstuderende, fordi interessen for projektet har været så overvældende. På trods af de ekstra hænder har de de seneste dage været nødt til at takke nej til flere donationer fra virksomheder, fordi de ikke har kunne nå hente dem.
Nu er slutspurten gået ind, og derfor handler det ifølge Jonas Wojcik om at få styr på de mange indsamlede genstande. Fra på onsdag bliver gavekortene og de mange andre ting nemlig sat på auktion ved Østjysk Auktion.
Når tingene er blevet solgt, og de studerendes indsats er vekslet til kroner og ører, vil arbejdet fortsætte. Jonas Wojcik satser på, at Movember Auction vil vende tilbage igen til næste år:
- Jeg kan ikke sige det hundrede procent endnu, men vi er i gang med at lave hjemmeside og visitkort. Så der er helt sikkert lagt i kakkelovnen til næste år, siger han.
Auktionen Movember Auction løber fra den 26. november til 3. december 2014.