Demonstrant: Derfor er jeg her
Borgere støttede op om Pegida-demonstration
Foreningen Pegida afholdt i dag klokken 18 demonstration midt i Aarhus. Et arrangement, som en god flok aarhusianere valgte at bakke op.
Her gik demonstranterne i samlet flok fra Ingerslev Boulevard til Sct. Pauls Kirkeplads for at vise deres utilfredshed med det de betegner som en stigende islamisering af Danmark og Europa.
Mette Lund var mødt op for at støtte op om foreningens synspunkt. Hun mener ikke, at Pegida er så kontroversiel, som nogen måske påstår, de er:
- De vil gerne stå fast ved vores europæiske, kristne kultur, som jeg læser det, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det var med flere bekymringer i baghovedet, at Mette Lund valgte at deltage i demonstrationen. Hun er træt af, at folk med islam-kritiske holdninger bliver sat i bås:
- Man kan jo ikke sige noget som helst uden at være højreekstrem. Det er jeg træt af, siger Mette Lund.
Demonstrationen varede omkring 20 minutter.
Du kan se et interview med Mette Lund i videoen øverst på siden, hvor du også kan se demonstranternes klapsalver efter gåturen var færdig.