De skal opfinde fremtiden
Ny efteruddannelse skal skabe sundhedsopfindere
Nogle er ingeniører og fysikere, mens andre er læger og jordemødre.
En helt ny efteruddannelse på Aarhus Universitet sætter forskellige faggrupper sammen i håbet om, at de kan opfinde fremtidens idéer og produkter til sundhedssektoren.
Uddannelsen hedder BioMedical Design og Danmarks første innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren.
Otte personer er netop startet på uddannelsen, som er et et-årigt efter- og videreuddannelsesprogram. En af dem er læge Maria Fournais Langschwager.
- Jeg håber, at jeg kan bruge uddannelsen til at blive mere innovativ og blive bedre til at bidrage med nye løsninger, der kan gøre vores arbejde bedre og mere effektivt, siger Maria Fournais Langschwager i en pressemeddelelse.
Som læge oplever hun ofte, at hun og hendes kolleger bruger meget tid på registreringer og andre opgaver, de ikke er uddannet til.
Håbet om at skabe smartere arbejdsgange i hverdagen har derfor motiveret hende til at søge om optagelse.
De otte deltagere skal løbet af uddannelsen samarbejde med en række private og offentlige organisationer. I løbet af efteråret skal de tilbringe syv uger sammen med personalet på to hospitalsafdelinger for at kunne identificere forskellige produktbehov hos sundhedspersonalet.