Brand og kraftig røg i Aarhus: - Luk vinduer og døre
Østjyllands Politi opfordrer beboerne i området til at lukke vinduer og døre samt blive indenfor
En brand i et rækkehus på Trillegårdsvej i Aarhus V sender fredag morgen sundhedsskadelig røg ud i et stort område i det nordlige Aarhus.
Derfor opfordrer politiet til, at folk der bor i nærheden, sørger for at lukke vinduer og døre. De bør også forblive indendøre.
Læs også
Meldingen om branden kom klokken 7.44.
- Der er udbrudt en brand i et skur, der har bredt sig til et nærliggende rækkehus, lyder det fra komminikationsmedarbejder Jakob Christiansen fra Østjylland Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Brandvæsenet er talstærkt til stede på adressen med fem biler.
Brand i rækkehus på Trillegårdsvej 127 i Aarhus. Røg i nordlig retning. Luk døre og vinduer. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 24. november 2017
Betjente fra Østjyllands Politi er gået ind i flere nærliggende rækkehuse på Trillegårdsvej i forbindelse med evakuering af området. Politiet oplyser, at der kun blev evakueret to personer, som befandt sig i det rækkehus, som branden først bredte sig til fra skuret.
Kort efter kl. 9 er branden under kontrol. Ilden har bredt sig til i alt fire huse, der alle er brand- og røgskadede. Et af husene har taget kraftig skade.
En seks hunde blev reddet ud af et af de røgskadede rækkehuse. De var alle i live, men én af hundende var hårdt medtaget. Brandfolk gav herefter en af hundene ilt, og den måtte videre til dyrlægen til yderligere tjek.
- Røgen er nu aftagende, men vi opfordrer stadig til lukkede vinduer og døre, siger Jakob Christiansen klokken 9.20 til TV2 ØSTJYLLAND.
Røgen kan ses og lugtes i flere kilometers afstand og blæser i nordvestlig retning. Ingen mennesker er kommet til skade under branden og den kraftige røgudvikling.